Ny måling: Så meget fører blå blok
Blå blok står til 54,3 procent af stemmerne i en ny Voxmeter-måling for Ritzau. Rød blok får 45,6 procent.
Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, står til i ro og mag at kunne spadsere ind i Statsministeriet efter næste valg.
Det viser en ny meningsmåling, som Voxmeter har lavet for Ritzau.
Blå blok står i målingen til en samlet opbakning fra 54,3 procent af vælgerne. Modsat kan regeringen og resten af rød blok blot mønstre opbakning fra 45,6 procent af vælgerne.
Begge procenttal er inklusive stemmerne fra henholdsvis Kristendemokraterne og Alternativet. Men begge partier er imidlertid langt fra spærregrænsen i målingen, og de kommer dermed ikke til at udløse mandater.
Tredje måling i træk
Udregnet i mandater er forskellen mellem blokkene 96-79 i blå favør. Det er i øvrigt tredje Voxmeter-måling i træk, at afstanden mellem blokkene er så stor.
Målingen kommer ved dørtærsklen til en uge, hvor kommentatorernes kaffegrums endnu engang har forudset en stor sandsynlighed for valgudskrivelse.
Og ifølge politisk kommentator Hans Engell står statsminister Helle Thorning-Schmidt over for en gyser-beslutning, når hun i løbet af de kommende døgn – måske timer – skal beslutte endeligt om valget skal udskrives på denne side af sommerferien.
– Denne måling gør det svært for Thorning at gøre sin stilling op. Men hun skal gøre det inden for det næste døgns tid, siger han.
– Afstanden mellem blokkene er meget stor. Thornings momentum fra foråret er stoppet, og fronterne mellem regeringssiden og oppositionen lader til at være frosset fast, siger han.
– Thorning kan satse på at løbe tre-fire procentpoint – måske 4,5 procentpoint – ind i løbet af en valgkamp. Så det bliver lige til øllet, og der er ingen tvivl om, at sådan en måling her er en bitter pille at sluge for statsministeren, siger Hans Engell.
S bliver størst
Socialdemokraterne står i målingen til at blive landets største parti med 24,7 procent af stemmerne – 0,1 procent fra valgresultatet i 2011. Kort efter følger Venstre med 23,8 procent, hvilket er en tilbagegang i forhold til valgets 26,7 procent.
I den helt anden ende af skalaen ligger De Konservative på 3,2 procent.
Og tæller man på marginalerne, så kan Venstre, Dansk Folkeparti og de fremadstormende Liberal Alliance nu mønstre præcis 50,0 procent af stemmerne i målingen.
Det er især de Radikale og SF, der står til vælgerlussinger ved det kommende valg.
Det er dog lykkedes SF at stoppe de eksprestog, der sidste år fragtede vælgere i hobetal ud af det folkesocialistiske kerneland. Partiet står til 6,2 procent af stemmerne.
Til gengæld har der i den senere tid været et leben på afgangsperronen hos De Radikale, der fik 9,5 procent ved valget i 2011, stod til 6,4 procent for en måned siden, og som nu ligger til 5,8 procent.
/ritzau/