Ny lov gør dette betalingskort til langt det smarteste at bruge
En ekspert mener, at der er mange fordele at hente ved at bruge netop dette ene kort.
Hvilket betalingskort er bedst?
Det er et godt spørgsmål. Det har en ekspert en klar mening om.
Har du stået i en butik, klar til at betale for en vare, for så at opdage, at der på kortterminalen står, at der bliver pålagt et gebyr, når du bruger kortet? Det bør være fortid, efter at betalingsloven blev ændret med virkning fra 1. januar 2018.
Forbrug.dk skriver, at betalingskortgebyrer for de mest almindelige kort er blevet afskaffet, og at det dermed er ulovligt for virksomheder at opkræve gebyrer, både når du som forbruger betaler for en vare på nettet, og når du betaler med kort i en fysisk butik.
– Med de nye betalingsregler forsvinder forbrugernes gebyrer på betalingskort. Det betyder, at forbrugerne med fordel kan overveje, hvilket kort eller hvilken mobilløsning de vælger at betale med. Der kan være bonusser, kreditter og rabatter at hente alt efter betalingsform, siger kontorchef i Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen Michael Høg Riis til Forbrug.dk.
Bud på bedste kort
På baggrund af den nye lov, kommer en ekspert nu med et bud på, hvilket betalingskort, du skal sørge for at gå rundt med i pungen – hvis du vil være smart.
– Når de internationale betalingskort dermed bliver billigere for os at bruge, er det oplagt at undersøge, om du kan få bonusser, forsikringer, kreditter eller rabatter ved at bruge et andet betalingskort end dankortet, siger forsker i erhvervsøkonomi og handel ved Aalborg Universitet Lars Krull.
– Hvis jeg havde et mastercard, ville jeg begynde at bruge det så meget som muligt. Dels fordi der ofte følger eksempelvis forsikringer eller garantier med betalingskortet, men også fordi man får stillet op til en måneds likviditet til rådighed, siger han.
Stor fremgang for internationale kort
Internationale dansk udstedte debetkort har de senere år haft en markant fremgang herhjemme, viser tal fra Nationalbanken, men visadankort er stadig det mest udbredte betalingskort i Danmark.
I øjeblikket er der 5,5 millioner dankort og visadankort i omløb, og den massive opbakning gør driften billig.
Netop derfor er det en dårlig idé at vende dankortet ryggen, mener vicedirektør i Forbrugerrådet Tænk Vagn Jelsøe.
Han er altså ikke ubetinget enig i, at der er noget at hente ved at bruge mastercardet i Danmark.
Ingen frynsegoder i supermarkedet
Vagn Jelsøe synes, det er fint at bruge et mastercard i udlandet, eller når du skal købe en flybillet, fordi du kan hæve et større beløb og typisk få en rejseforsikring gennem kortet.
– Men de frynsegoder får du jo ikke noget ud af ved at bruge et mastercard til dit hverdagsindkøb i supermarkedet, siger han.
– Så jeg synes den kloge forbruger skal bruge mastercardet der, hvor de får nogle særlige fordele ud af det, og i alle andre tilfælde bruge dankortet, for det er det bedste for os allesammen, siger han.
Uenighed om hvilket betalingskort er bedst
Det er Lars Krull fra Aalborg Universitet uenig i.
– Jeg synes ikke, vi forbrugere hele tiden skal overveje, hvad der er bedst for helheden, men derimod, hvad der er bedst for os selv, siger han.
I modsætning til Vagn Jelsøe tror Lars Krull ikke på, at varerne nødvendigvis bliver dyrere, hvis vi begynder at bruge de internationale kort.
– Jeg tror, butikkerne automatisk vil begynde at forhandle de dyre gebyrer på kortene ned i pris, fordi de kan se, at kunderne efterspørger den betalingsform, siger Lars Krull.
Hvilket betalingskort er bedst for netop dig, må du være dommeren over.
Lavere selvrisiko
Ændringen i loven har også sænket selvrisikoen for forbrugere. Hvor den før var på 1000 kroner, er det beløb nu på 375 kroner. Til gengæld stiger selvrisikoen, hvis du som forbruger ikke giver kortudstederen besked, hvis dit kort bliver stjålet eller på anden vis kompromiteret, snarest muligt.
Det er også værd at nævne, at virksomheden stadig skal betale eventuelle gebyrer til kortudstederen, så i sidste ende kan det være, at man som forbruger kommer til at betale gebyrer på anden vis.
Hos Konkurrence- og Forbrugerstyrelsen er man sikre på, at den nye betalingslov vil føre nye tider på markedet for betalingsløsninger med sig.
– Den nye betalingslov åbner for nye muligheder, som kan tiltrække nye aktører til markedet eller anspore de eksisterende til at udvikle nye produkter til gavn for forbrugerne, siger Michael Høg Riis til Forbrug.dk.
Kilde: Finans.dk.