Ny køber melder sig: Gigantfusion droppes
TDC kan blive solgt.
TDC har fået et købstilbud på alle aktier i selskabet. Derfor trækkes fusionsplaner med MTG Nordic tilbage, oplyser TDC i en fondsbørsmeddelelse mandag.
For blot 11 dage siden offentliggjorde TDC ellers en stor fusionsplan med MTG Nordic, der skulle købes for 15 milliarder kroner.
Siden kom det frem, at en gruppe investorer med blandt andre danske pensionskasser i flokken ville købe TDC for 38 milliarder kroner.
Det blev dog afvist af TDC’s bestyrelse. Mandag fortæller TDC’s bestyrelse dog, at et bud på selskabet har fået dem til at droppe fusionsplanerne.
Kortene bliver holdt tæt til kroppen, og det er derfor uvist, om der er tale om et nyt bud på TDC eller et nyt bud fra samme gruppe, der tidligere blev afvist.
– TDC er blevet kontaktet af en byder vedrørende alle aktier i TDC.
– I lyset heraf, og i overensstemmelse med TDC’s forpligtelser over for Modern Times Group, MTG AB, har TDC konsulteret MTG og har kommunikeret, at TDC’s bestyrelse har intention om at tilbagekalde sin anbefaling af transaktionen med MTG vedrørende MTG’s Nordic Entertainment og Studios forretning, hvis et sådant overtagelsestilbud bliver fremsat.
– Der kan ikke gives nogen sikkerhed for, at de igangværende drøftelser vil lede til et overtagelsestilbud, skriver TDC.
Tilbage til start
Uden fusionen med MTG Nordics er TDC tilbage ved startudgangspunktet. Selskabet har længe lidt under, at specielt tv-kunder forlader de tidligere så lukrative tv-pakker til fordel for streaming.
Fusionen skulle bringe unikt indhold og en stærk streamingplatform ind i TDC-koncernen og løse det problem for TDC.
– Hvis fusionen er droppet, så er TDC tilbage til start, når det kommer til forretningen. Det er et TDC med store udfordringer inden for tv-forretningen, hvor spillere som Netflix og HBO stjæler kunderne, siger TDC-analytiker hos Sydbank Morten Imsgard.