Ny høring kan måske løse gåden om Scandinavian Star

Scandinavian Star. Foto: Claus Bjørn Larsen/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Overlevende fra Scandinavian Star-katastrofen håber, at ny efterforskning kan kaste lys over, hvad der skete.

Mandag starter en retlig høring om Scandinavian Star-ulykken i Københavns Byret. Høringen har fokus på skibets ejer-, reder- og forsikringsforhold.

De danske og norske anklagemyndigheder har bedt overlevende og pårørende Mike Axdal om at afgive forklaring og fremlægge den dokumentation, som han har samlet siden branden 7. april 1990, skriver Scandinavian Stars Danske Støtteforening i en pressemeddelelse.

Mike Axdal overlevede, men mistede sin far og bror ved branden, og han har i årevis efterforsket årsagen til branden.

Formålet med afhøringen er at give politiet mulighed for at få alle oplysningerne i sagen, der vil være forældet om mindre end tre måneder.

Den norske rigsadvokat Tor Aksel Busch gav i fjor sin tilladelse til, at norsk politi starter en ny efterforskning af branden, der kostede 158 mennesker livet.

Efterforskningen skal blandt andet handle om de økonomiske forhold i sagen og afklare, om færgen blev sat i brand som en del af et forsikringsbedrageri – en del af efterforskningen, som tidligere har været dansk ansvar.

I september 2014 oplyste den danske rigsadvokat, Ole Hasselgaard, at de danske myndigheder er klar til at bistå nordmændene i deres undersøgelser. Han slog dog samtidig fast, at der ikke bliver nogen ny dansk efterforskning.

Et flertal i Stortinget støtter nu forslaget om at nedsætte en kommission, der skal granske færgebranden.

Stortingets kontroll- og konstitusjonskomité, der har diskuteret sagen siden i fjor, skal efter flere udsættelser tage stilling til sagen tirsdag.

I alt 158 mennesker omkom i brandkatastrofen om bord på Scandinavian Star i Skagerrak. En dansk lastbilchauffør, som omkom i branden, blev udpeget som hovedmistænkt. Men nye oplysninger har sået tvivl om, han var gerningsmanden.

Kaptajnen, rederen og direktøren blev i 1993 dømt for overtrædelse af loven om skibes sikkerhed. De fik den daværende strengeste straf på seks måneders hæfte – en mild type fængselsstraf.

/ritzau/NTB

Powered by Labrador CMS