Ny hjemmeside samler oplevelser
En ny hjemmeside, som samler oplevelser i Kolding Kommune, har set dagens lys. På oplev.kolding.dk finder du masser af inspiration til oplevelser.
I Kolding Kommune er der rigtig mange oplevelser, som bare venter på at blive udforsket. Nu gør en ny hjemmeside det lettere at finde dem. Hjemmesiden www.oplev.kolding.dk formidler små og store oplevelser på én og samme side inden for kategorierne kultur, natur, aktiv og design.
Bag den nye hjemmeside står Kolding Kommune.
– Vi vil gerne vise mangfoldigheden af oplevelser i kommunen. De fleste kender Koldinghus og Trapholt, men der er også mange andre oplevelsesmuligheder. Dem vil vi gerne gøre det lettere for borgerne at finde frem til, siger projektleder ved Kolding Kommune Mette Keseler List.
I modsætning til andre oplevelseshjemmesider, som primært formidler kultur- og fritidsaktiviteter, så finder man på oplev.kolding.dk masser af information om Koldings flotte natur og de fantastiske oplevelser, der venter der.
– Der er så mange muligheder for at komme ud og være aktiv og opleve naturen i Kolding Kommune lige fra vandre- og cykelture til overnatning i shelters eller skattejagt med gps. Det finder man masser af inspiration til på Oplev Kolding, siger Mette List.
Derudover finde man naturligvis også information om arrangementer og steder, hvor man kan opleve spændende eksempler på design.
Ikke kun kommunalt indhold
Udover de aktiviteter og oplevelsesmuligheder, som Kolding Kommune selv lægger på www.oplev.kolding.dk, kan man også finde små og store arrangementer som foreninger eller andre står bag. Hjemmesiden henter nemlig indhold fra kulturkalenderen Kultunaut, hvor alle arrangører kan markedsføre deres aktiviteter.
– Vi vil rigtig gerne vise bredden af oplevelsesmuligheder, og derfor opfordrer vi også alle foreninger og andre, som holder forskellige arrangementer, til at oprette dem på Kultunaut, siger Mette List, som oplyser, at det er gratis at oprette arrangementerne.
Om hjemmesiden
Indholdet på siden er delt op i fire kategorier kultur, natur, aktiv og design med tilhørende underkategorier. Her kan man vælge indhold efter specifikke interesser f.eks. ‘Natur’ og se alt indhold under blandt andet kategorien ‘Fjord og strand’.
– Derudover har vi samlet indhold på tværs af kategorierne i temaer, som vi håber, kan inspirere folk til at finde nye oplevelser, som de ikke vidste, de var på udkig efter, fortæller Mette List, og fortsætter:
– Udbuddet og ønsker til oplevelser er under konstant udvikling, og det samme er hjemmesiden. Lige nu arbejder vi for eksempel på portalens kortfunktion, der via kort skal guide ud til oplevelserne.