Ny fremgang til S

Endnu en god meningsmåling for Socialdemokratiet kan ganske givet fremtvinge et smil fra statsminister Helle Thorning-Schmidt. Foto: Nils Meilvang/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Foråret har budt på den ene meningsmåling efter den anden, der har givet rød blok mild medvind. Og fremgangen fortsætter. Socialdemokraterne og rød blok haler ind på blå blok, viser en ny meningsmåling, som Norstat har foretaget for Altinget.dk.

Heri står statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) og partifællerne i Socialdemokratrene til at få 25,5 procent af stemmerne. Samlet set står rød blok til 47 procent af stemmerne. Det er seks procentpoint over målingen i februar.

Blå blok har dog stadig et lille forspring med i alt 52,2 procent af stemmerne i den nye måling. Venstre-formand Lars Løkke Rasmussen (V) må dog notere sig, at partiet går tilbage for anden måned i træk og står til at få 20,9 procent af stemmerne. Ved valget i 2011 fik Venstre 26,7 procent af stemmerne.

Tilbagegangen i den nye meningsmåling gør oppositionspartiet til landets tredjestørste parti i Folketinget bag Socialdemokraterne og Dansk Folkeparti. Sidstnævnte står til 21,1 procent af stemmerne, skriver Altinget.dk.

Powered by Labrador CMS