Ny ferielov får effekt fra i dag: Det betyder det
Det er en god idé at planlægge ferien allerede nu. Søndag går danskerne nemlig ind i overgangsperioden til en ny ferielov
Søndag vil danskerne kunne mærke den første effekt af den nye ferielov, der træder i kraft om præcis et år – 1. september 2020.
Den nye ferielov betyder nemlig, at danskerne allerede nu gør klogt i at planlægge deres ferie for næste år.
Det skriver dr.dk.
– Når man står 1. maj næste år, hvor ferieåret starter, så vil man være vant til at have 25 feriedage. Men næste år vil man kun have 16,64 og mange vil måske tænke, hvordan det mon kan hænge sammen? Der skal man vænne sig til at tænke, at fra 1. september der optjener man ferie igen, og det er noget ferie, man kan bruge med det samme, siger Helene Grarup Smidt fra HK til dr.dk.
Derfor råder hun til, at man forsøger at planlægge sin ferie for næste år så hurtigt som muligt.
I galleriet ovenfor kan du læse mere om den nye ferielov.
Godt nyt for nyansatte
Den nye lov byder på godt nyt for nyansatte. Loven sikrer nemlig, at de kan holde betalt ferie det første år af deres ansættelse.
Det bliver en mærkbar ændring fra i dag, hvor der kan gå op til 16 måneder, før eksempelvis nyuddannede kan gå på ferie med løn.
Det skyldes, at ferien i dag optjenes i kalenderåret fra januar til december, men kan først afholdes fra 1. maj året efter, har Ritzau tidligere beskrevet.
Med den nye ferielov har alle lønmodtagere ret til det samme antal feriedage, som de har i dag.
Men lønmodtagerne skal fremover optjene og afvikle deres ferie på samme tid – i modsætning til i dag, hvor ferien optjenes i kalenderåret januar-december men først kan afholdes fra 1. maj året efter.
Den nye ferielov træder først officielt i kraft 1. september 2020.