Ny færge sejler ind i broklap på Samsø
Passagerer måtte forlade færgen fra en udgang i siden, da ny Samsø-færge sejlede ind i broklap.
Den helt nye Samsø-færge er midlertidigt sat ud af spillet.
Færgen sejlede onsdag aften ind i færgelejet havnen i Sælvig med 57 passager og en ambulance med en patient om bord.
Der går mindst en uge, inden færgen er sejlklar igen, men fra torsdag middag bliver færgen Ane Læsø sat ind på ruten, oplyser DR Østjylland.
Den nye og længe ventede milliondyre færge MF Samsø begyndte for omkring to uger at sejle mellem Jylland og Samsø. Men onsdag havde færgen et meget hårdhændet møde med en broklap.
Sidst på eftermiddagen sejlede den i et reserveleje i havnen i Sælvig, og færgelejets broklap hang fast i færgen.
Begge redningsbåde sat ind
Redningsberedskabet på Samsø blev tilkaldt, og begge redningsbåde blev sat ind oven på en travl dag på øen, hvor det hollandske kongepar og kronprinsparret besøgte Samsø.
Ud over passagererne var der en del biler og lastbiler, som ikke kunne komme fra borde. Og en enkelt hest skulle også bringes i land.
De fleste personer valgte at forlade skibet fra en udgang i siden. Mandskabet fra redningsberedskabet måtte hjælpe flere ældre personer i land.
Efter flere forgæves forsøg på at skære og trække broklappen ud af færgen lykkedes det tidligt torsdag ved 2.30-tiden omsider at få klappen fri.
Intet overblik
Færgedirektør Carsten Kruse har endnu intet overblik over, hvordan uheldet kunne ske.
– Man tænker 1000 ting på en gang, når man ser færgen ligge i det forkerte bassin og broklappen ligge i vandet. Men det vigtigste er, at der ikke er sket noget med nogen, siger færgedirektøren til DR Østjylland.
– Nu skal vi så have fundet ud af, hvordan vi får repareret den cirka to meter gange 30 centimeter store hul, der er i færgen, siger han.
Klappen ligger nu i havneindløbet, hvor den ifølge den vagthavende hos redningsberedskabet på Samsø ikke er til gene for de andre færger.
/ritzau/