Ny DSB-køreplan medfører store ændringer
Syd- og Sønderjylland er det område, hvor der bliver flest ændringer efter 13. december, hvor DSBs nye køreplan træder i kraft.
Der bliver indsat InterCitylyntog mellem Sønderborg og Sjælland i stedet for de nuværende InterCitytog. Det giver en besparelse på 30 minutter mellem Sønderborg og København. Desuden kommer der direkte tog mellem Sønderborg og Københavns Lufthavn.
Også fra Esbjerg bliver forbindelsen til København forbedret, så strækningen kan tilbagelægges 20 minutter hurtigere end i dag. Det kræver dog, at man hopper af toget i Odense og tager lyntoget, der ifølge DSB kommer til at holde på den anden side af perronen.
Der bliver desuden flere ændringer i togforbindelsen til Tyskland. En ny direkte forbindelse indføres fra Aarhus til Flensborg hver anden time, mens forbindelsen fra København til Flensborg omlægges, så passagererne skal skifte tog i Fredericia. Men fordi første del af rejsen foregår med lyntog, kommer passagererne fra København alligevel til at spare 30 minutters transporttid i forhold til i dag. Som noget nyt vil to af de daglige afgange til Flensborg fortsætte til Hamborg, hvorfra man kan opnå forbindelse til Berlin.
Hovedstadsområdet og Nordsjælland er blandt de områder, hvor ændringerne er mindst. På S-togsstrækningerne bliver den eneste ændring, at togene kører et minut tidligere fra Køge end i dag. Hverken på Kastrup- eller Kystbanen er der ændringer, men der bliver indsat lidt flere tog mod Kastrup og lufthavnen i myldretiden.
Kilde: DSB