Ny dansk vaccine virker mod klamydia

Foto: Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Danske forskere har taget et stort skridt i retning mod en vaccine, der kan bekæmpe kønssygdommen klamydia.

Danske forskere ser ud til at have fået et gennembrud i jagten på en vaccine mod kønssygdommen klamydia, skriver Politiken.

Det er lykkedes forskere fra Københavns Universitet og Statens Serum Institut at udvikle en vaccine, der virker effektivt i mus og grise, og som i øjeblikket bliver testet på aber i Frankrig.

Opdagelsen er netop blevet offentliggjort i det videnskabelige tidsskrift The Journal of Infectious Diseases.

– Det er lykkedes os at finde klamydiabakteriens akilleshæl og rette et kraftigt angreb mod den fra kroppens eget immunforsvar. Det virker i mus og grise, og vi er så optimistiske, at vi allerede nu er gået i gang med at forberede forsøg på mennesker.

– Vi forventer at kunne prøve vaccinen af på mennesker allerede i 2016, siger forskningschef og vicedirektør Peter Lawætz Andersen fra Statens Serum Institut, der har stået i spidsen for den aktuelle undersøgelse.

Klamydia er en seksuelt overført bakterie, der hvert år inficerer over 100 millioner mennesker i verden.

Kønssygdommen kan føre til barnløshed hos kvinder, hvis infektionen ikke bliver behandlet i tide med antibiotika. Mellem 25.000 og 30.000 danskere bliver hvert år smittet med klamydia. Det er fortrinsvis unge mellem 15 og 25 år, der bliver smittet.

– Vores håb er, at vi med vores nyudviklede vaccine, kan gøre menneskers immunforsvar kampklar, når klamydiabakterien melder sin ankomst efter et samleje.

– Det vil være et stort skridt i kampen mod den vidt udbredte kønssygdom og vil kunne forebygge barnløshed som følge af en infektion”, siger Peter Lawætz Andersen til Politiken.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS