Ny bus skræddersyet til ansatte
Fra 14. december kan mange af de ansatte på Aabenraa Sygehus lade bilen stå og i stedet blive kørt lige til døren og præcis til tiden. Denne dag starter Sydtrafik en ny rute 22 fra Sønderborg.
Alle kan bruge rute 22, men bussen er skræddersyet til sygehuspersonalet. Sydtrafik har aftalt afgangs- og ankomsttider med sygehuset, så de ansatte kan nå at skifte tøj før og efter arbejde og alligevel nå arbejde og bus til tiden.
For at gøre rejsen så kort som muligt kører bussen næsten den direkte vej mellem Sønderborg og Aabenraa Sygehus. Eneste afstikkere er Feldsted og Bovrup.
Rute 22 er sat i verden, fordi Region Syddanmark har flyttet en afdeling fra Sønderborg Sygehus til sygehuset i Aabenraa. Flytningen har givet flere hundrede ansatte et transportbehov.
Der er grund til at tro, at mange af disse medarbejdere bor på Als eller i hvert fald i nærheden af Sønderborg, og de kan lige så godt køre i bus til arbejde, mener regionen. Derfor har regionen bevilget penge til den nye rute, og man vil give den tre år, før det vurderes, om der er passagerer nok til at fortsætte kørslen.
Det tager som bekendt tid at vænne folk fra bilen til bussen.