Ny ‘bug’ får Apple-produkter til at gå i sort
Hos Apple virker man til at være klar over problemet, og man arbejder på en løsning.
En nyfunden fejl i den software, der ligger på blandt andet Apples Iphones, får din telefon til at gå helt i sort. Det skriver flere teknologimedier, herunder The Verge og Engadget.
Ifølge The Verge findes fejlen i telefoner, der kører Ios version 11.2.5. Mediet har fremprovokeret fejlen på flere telefoner ved at sende en besked til telefonerne med et særligt indisk tegn. Får du beskeden på din telefon, og forsøger du at åbne den, vil besked-programmet gå i sort igen og igen.
The Verge skriver, at løsningen for nu er at få en bekendt med en Iphone til at sende dig en ny besked. Herefter skulle du have mulighed for at slette den beskedtråd, det “farlige” indiske tegn befinder sig i.
Se telefon gå i sort
Du kan se fejlen folde sig ud i dette tweet fra it-journalisten Tom Warren:
Engadget skriver, at man hos Apple er klar over, at fejlen findes, og at den kan få besked-programmer til at gå i sort på både telefoner, ure og computere fra Apple. Hos Apple arbejder man nu på en patch, du skal opdatere dine enheder med, så fejlen i fremtiden ikke kan få nogle konsekvenser for dig.