Ny bølge af fupmails: Pas på dit NemID

Arkivfoto: Colourbox.
Offentliggjort Sidst opdateret

Lad være med at tro på afsenderen, hvis du i disse dage modtager en mail, der opfordrer dig til at uploade et billede af dit NemID-kort.

Sådan lyder advarslen fra Nets Danmark, der står for driften af det digitale nøglekort.

»Borgere med NemID modtager desværre i disse dage nogle falske snydemail, hvor man opfordres til at uploade sit NemID. Afsendere kan ligne en bank – måske ens egen bank – men bankerne vil aldrig sende en mail om, at man skal uploade sit nøglekort,« siger Ulrik Marschall, der er presseansvarlig i Nets.

Både Nets og bankerne modtager for tiden mange henvendelser fra borgere, der er kommet til at reagere på snydemailene, som også kaldes for phishing-mails. Oplysningerne fra nøglekortet kan misbruges af folkene bag de falske mail.

Er man faldet for tricket, skal man hurtigst muligt henvende sig til sin bank, så NemID-kontoen kan blive spærret, lyder opfordringen fra Nets.

»Så skal man kontakte sin bank eller NemID support hurtigst muligt,« siger Ulrik Marschall.

Det vil betyde, at NemID ikke vil virke i nogle dage, men det er nødvendigt for at beskytte de personlige data, som NemID giver adgang til.

På nets.eu/dk advarer Nets om de forskellige phishing-forsøg, som borgere er blevet udsat for gennem de seneste år. Derudover informerer både banker og Digitaliseringsstyrelsen om phishing-bølger, når de bliver opmærksomme på dem.

Powered by Labrador CMS