Ny app: Træn dig stærk på syv minutter

Foto: Edyta Pawlowska/Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

En populær app præsenterer dig for en træning, du kan klare på syv minutter, og som giver bedre resultater end en tur i fitnesscentret.

Strammer cowboybukserne for meget eller sidder bikinien lidt for løst?

Lad bare de falmede Jane Fonda-film og diverse dvd’er med stramme baller og faste lår blive stående på hylden. Du behøver kun din mobil og en app til at træne musklerne tydelige – og det kan gøres på syv minutter om dagen midt på stuegulvet.

– Det er ligesom at have en personlig træner, som hjælper dig på vej og motiverer dig til at holde dig i gang, siger Marina Aagaard til Newspaq.

Hun er motionsekspert, foredragsholder og forfatter til 30 bøger om fitness og træning – og stor tilhænger af den populære “7 Minute Workout”.

Træningen består af 12 øvelser, som hver laves i et halvt minut og med 10 sekunders pause mellem. Der findes forskellige apps, der guider dig gennem øvelserne med videotræning og tæller ned, så du ikke behøver at holde øje med uret. Samtidig kan du holde styr på dine fremskridt i en kalender og låse op for nye udfordringer, når du har trænet tilstrækkeligt.

– Der er ikke længere tid til at træne halvanden time hver dag, for der er alt muligt andet, man skal nå. Det gode ved “7 Minute Workout” er, at den er tidseffektiv og du kan træne rigtig hurtigt, siger Marina Aagaard.

Peter Krustrup, professor på Institut for Idræt og Ernæring ved Københavns Universitet, kan også se fordelen i at træne på så kort tid med en app.

– Man får meget ud af at træne, selvom det er over kort tid, og ved syv minutter intens intervaltræning kan man kan skabe de samme effekter som ved langvarig træning med moderat intensitet, siger han til Newspaq.

Han påpeger, at de syv minutters træning træner musklerne og knoglerne rigtig godt, men hvis du vil kunne løbe et maraton uden at blive forpustet, hjælper den dig ikke.

– En app kan være god til at holde styr på tiden og motivere til træning, men hvis du vil træne din kondition, skal du have pulsen op, og det får du sjældent ved de øvelser, hvor man står på stedet. Til gengæld er det rigtig god styrketræning, siger han.

Ifølge ham skal du i stedet cykle meget hurtigt, løbe intervalløb eller spille boldspil, hvis du vil træne dit hjerte og kredsløb.

Både Marina Aagaard og Peter Krustrup mener, at den kompakte træning i udgangspunktet er for alle. Men hvis du aldrig har lavet squats før eller synes 30 sekunder i planken er lige lovlig lang tid, skal du måske starte blødere ud.

Fakta: Her er de 12 øvelser

1. Sprællemand

2. Sid op ad mur

3. Armstræk

4. Mavebøjninger

5. Træd op på stol

6. Squat

7. Tricepsøvelser på stol

8. Planken

9. Løb på stedet med knæløft

10. Lunges

11. Armstræk med rotation

12. Planken på siden

Fakta: Disse tre apps kan træne dig stærk på syv minutter:

– 7 Min Workout til iPhone, 25 kroner.

– 7-Minutter Træningsprogram til Android, gratis

– Well Workouts: Scientific 7-Minute Workout og Advanced 7-Minute Workout til iPhone og Android, gratis.

Newspaq

Powered by Labrador CMS