Ny app belønner cyklister med gratis bus
Den norske app Ruter vil aflaste brugen af busser og sporvogne i myldretiden i Norges hovedstad, Oslo.
En ny norsk app vil belønne cyklister og fodgængere med gratis offentlig transport.
Ifølge nyhedsbureauet NTB vil appen Ruter teste et system, hvor man optjener bonuspoint, hvis man vælger cyklen eller gåbenene frem for bilen.
De point kan så konverteres til gratis billetter til den offentlige transport.
Tiltaget er lavet for at lette belastningen på busser og sporvogne i myldretiden i den norske hovedstad.
Alle ture over 400 meter giver point, og det giver flere point at gøre det i myldretiden.
I begyndelsen vil det kun være en række testpersoner, der kan prøve den nye ordning. Men en af folkene bag Ruter Marius Røstad er klar på at udvide konceptet.
– Vi ved, at det fungerer, men vi ved ikke nok om, hvor meget det koster. Spørgsmålet er, om vi kan lave en model, der er fornuftig for indbyggerne, samtidig med at den er bæredygtig, siger Røstad til Aftenposten.