Ny akut hjælpepakke på vej

Regeringen og dens støttepartier er blevet enige om at tildele 13,5 mio. kr. i støtte til en række organisationers arbejde med udsatte børn og sårbare familier under coronakrisen

Offentliggjort Sidst opdateret

Det presser sårbare familier og udsatte børn ekstra hårdt, at skoler, daginstitutioner og andre aktiviteter er lukket ned under coronakrisen

Det har flere hjælpeorganisationer erfaret de seneste uger, og derfor kommer regeringen dem nu til undsætning, skriver Dagbladet Information.

Regeringen har sammen med alle folketingets partier besluttet at afsætte 13,5 millioner kroner til en akut børnepakke, der skal gå direkte til organisationernes særlige initiativer rettet mod udsatte børn i denne tid.

De mest sårbare

Pengene til børnepakken er taget fra de midler, som partierne bag finansloven for 2020 tidligere har aftalt at bruge på at forbedre de fysiske rammer på eksempelvis opholdssteder og herberger.

– Mens det er en svær situation for hele samfundet, så er der ingen tvivl om, at de mest sårbare kommer særligt i klemme af det her. Pengene skal anvendes her og nu, hvor der er ekstra pres på udsatte børn, lyder det fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S).

Pengene fordeles mellem ni organisationer, der yder rådgivning og familiestøtte. Det gælder blandt andet Red Barnet, TUBA, Mødrehjælpen og Dansk Røde Kors.

Fantastisk nyhed

Red Barnets generalsekretær Johanne Schmidt-Nielsen kalder det »en fantastisk nyhed«, at organisationer nu bliver imødekommet med støtte målrettet de mest udsatte børn.

Organisationen har allerede startet et nyt initiativ op under coronakrisen, hvor der ydes støtte og hjælp til 500 familier. Det indebærer blandt andet samtaler over telefonen og hjælp til indkøb for enlige forældre med små børn.

– Med den her hjælp kan vi nu komme ud til omkring 1.000 sårbare familier, siger Johanne Schmidt-Nielsen til Information.

En hård omgang

Ninna Thomsen, direktør i Mødrehjælpen, er også glad for den akutte hjælp fra regeringen og Folketingets partier. Hun fortæller, at Mødrehjælpen oplever et stort pres på organisationens telefonrådgivning.

– Det er en meget hård omgang for de familier, vi er i dialog med, som i forvejen var sårbare. De får ikke de åndehuller, de plejer – og det går ud over børnene, siger hun.

Øget behov

Også i TUBA (Terapi og rådgivning for Unge, der er Børn af Alkohol- og stofmisbrugere), som også får del i hjælpepakken, oplever man et øget behov for hjælp til de unge, man rådgiver, fortæller landsleder Henrik Appel.

– Mange af vores unge er opvokset med fysisk og psykisk vold – så forestil dig, at man bor sammen med sin mor og far hele tiden. Der er også mange af dem, vi rådgiver, hvis forældre drikker rigtig voldsomt. Og nu får de ikke en pause fra det. De spørger, hvordan de skal håndtere det, og hvordan de kan få hjælp, siger Henrik Appel.

Både han og flere andre advarer desuden om, at coronakrisen dels kommer til at betyde manglende indtægter i millionsklassen til organisationerne fra for eksempel genbrugsbutikker, og dels at krisen vil have langtidseffekter blandt udsatte børn og unge, der vil have øget behov for hjælp i den kommende tid.

Ikke hele løsningen

Social- og indenrigsminister Astrid Krag understreger, at de 13,5 millioner kroner ikke er »hele løsningen«.

– Det er afgørende, at nødpasningen i kommunerne også er til sårbare familier – også når forældrene ikke er i job. Og vi har undtaget hele børneområdet med underretninger og behandling af børnesager som en kritisk funktion, siger hun til Information.

I forhold til NGO’ernes faldende indtægter siger ministeren om den aktuelle bevilling:

– Det her er ikke svaret på den store diskussion – der er flere forskellige spor i gang i forhold til hvordan vi kan hjælpe civilsamfundets organisationer. Det her er helt akut til indsatser for sårbare familier.

Kilde: Dagbladet Information.

Powered by Labrador CMS