Ny aftale om hjælpepakke
Efter dages forhandlinger er der tirsdag aften landet en bred politisk aftale om mere hjælp til erhvervslivet.
Der er sent tirsdag aften landet en bred politisk aftale om udvidet og forlænget hjælp til erhvervs- og kulturlivet for over otte milliarder kroner. Derudover er der nye likviditetsmuligheder for over 28 milliarder kroner.
Hjælpepakkerne forlænges frem til 31. januar 2021.
Det fortæller erhvervsminister Simon Kollerup (S) på et pressemøde.
– Jeg er rigtig glad for, at vi her til aften kunne indgå en meget bred politisk aftale med mange af Folketingets partier. Det er en aftale for samlet set 8,2 milliarder kroner til dansk erhvervs- og kulturliv.
– De ordninger, vi er blevet enige om her til aften, det er ordninger, der gælder frem til 31. januar – så længe der stadig er restriktioner. På den måde skaber vi mere langsigtethed. Og på den måde ved danske virksomheder, hvad de kan regne med, siger han.
Med i aftalen er Venstre, De Radikale, SF, Konservative og Enhedslisten.
Hjælpepakkerne udvides, så også underleverandører som taxaselskaber, biografer, folkeoplysningsområdet og messevirksomheder kan se frem til mere hjælp.
Hjælpepakker forlænget
Aftalen betyder også, at flere hjælpepakker til kultur-, idræts- og foreningsliv bliver forlænget.
Også kompensationsordningen for faste omkostninger bliver udvidet, så adgangskravet til omsætningsnedgangen bliver nedsat fra 35 til 30 procent.
Samtidig bliver den maksimale kompensationsprocent for mindre virksomheder sat op til 90 procent.
Der har været forhandlinger siden lørdag, men tirsdag aften er det altså endelig lykkedes partierne at blive enige.
Mandag aften forlod Dansk Folkeparti og Liberal Alliance forhandlingerne, fordi de mener, at det ikke er nok at udvide og forlænge hjælpepakkerne.
DF kræver blandt andet, at alle fem ugers indefrosne feriepenge skal udbetales.
Nye restriktioner indført
Fredag i sidste uge annoncerede statsminister Mette Frederiksen (S) på et pressemøde, at tiltag for at inddæmme coronasmitte bliver forlænget frem til 2. januar.
Desuden er forsamlingsforbuddet sænket fra 50 til 10 personer i foreløbigt ti uger.
Også detailhandlen har fået forbud mod at sælge alkohol efter klokken 22.00.
Restriktionerne trådte i kraft mandag.
Du kan klikke dig igennem galleriet ovenfor artiklen og få et overblik over de mange nye restriktioner, der nu gælder i Danmark.