Ny aftale: Her genåbner Danmark helt
Folketingets partier har kort efter midnat natten til tirsdag landet en aftale om yderligere genåbning
Se mere i galleriet ovenfor
Fra 21. maj er diskoteker og natklubber stadig lukket, men alle lokaler og lokaliteter er åbne med de restriktioner, der gælder om blandt andet afstand og test.
Det fremgår af en aftaletekst om en yderligere genåbning, der er vedtaget af et flertal af Folketingets partier. Aftalen er blevet præsenteret på et pressemøde natten til tirsdag.
Ifølge De Konservatives formand, Søren Pape Poulsen, vil alt i princippet være åbent fra på fredag med undtagelse af nattelivet.
– Hvis man tager et blankt stykke papir, så vil der stå, at fra 21. maj er natklubber og diskoteker lukket. Men alt andet er åbent, dog med nogle restriktioner, siger Søren Pape Poulsen.
Partierne er også blevet enige om en plan for en gradvis normalisering af fysisk fremmøde på arbejdspladser.
Det vil ske i tre faser, hvor første fase tillader 20 procent fremmøde fra fredag. Herefter vil man tillade 50 procent fremmøde fra omkring 14. juni og 100 procent fremmøde fra 1. august.
Desuden er det også fortsat en del af planen, at elever på ungdoms- og voksenuddannelserne vender helt tilbage i skole fredag.
Hæver forsamlingsforbud
Som tidligere aftalt vil forsamlingsforbuddet hæves fra fredag fra 25 til 50 personer indendørs og fra 75 til 100 personer udendørs.
Derudover har partierne aftalt at udfase mundbind og coronapas. Det vil ifølge flere af partilederne ske, når alle over 16 år er tilbudt en vaccine i slutningen af august. Endelig dato er dog ikke fastlagt.
– Vi kommer til at følge aftalen om udfasning af coronapasset til dørs. Det er ikke rimeligt, at folk skal bruge timevis på at få fornyet coronapasset i tide og utide, siger Venstres formand, Jakob Ellemann-Jensen.
Ifølge sundhedsminister Magnus Heunicke (S) kan den yderligere genåbning og udfasning af coronapas og mundbind kun lade sig gøre, fordi Danmark er “et meget gunstigt sted” i epidemien trods en lille stigning de seneste dage i antallet af smittede.
– Det kan kun lade sig gøre, fordi vi bevarer grundlæggende strukturer som massiv testning og lokale nedlukninger. Det er de redskaber, der sikrer, at vi nu kan åbne mere op, siger Magnus Heunicke på pressemødet.
Få et kort overblik over aftalens hovedpunkter i galleriet ovenfor