Nu virker mit.dk omsider
Der er endelig hul igennem, oplyser selskabet bag systemet
Efter startvanskeligheder er den nye digitale postkasse Mit.dk endelig oppe at køre.
Det oplyser firmaet Netcompany, som står bag, i en mail til Ritzau.
Firmaet lukkede for adgangen "for en sikkerhedsskyld", da nogle kritiske driftsforstyrrelser i login-systemet blev konstateret.
- Vi er glade for, at Mit.dk igen fungerer, efter vi har haft driftsforstyrrelser i vores login-system. Det er en ærgerlig fejl, der skete på lanceringsdagen, som vi selvfølgelig beklager meget, siger Thomas Demant, partner i Netcompany, i mailen.
Måtte lukke
- Så snart vi blev opmærksomme på problemet, valgte vi for en sikkerheds skyld at lukke helt ned for adgangen til Mit.dk, så vi kunne få løst problemet.
Onsdag var således tredje dag i træk, at platformen var ramt af nedbrud. Men det ser ud til at være løst hen på eftermiddagen, oplyser selskabet.