Nu vil politiet optage vidner

Politiet vil uddanne betjente i at optage vidner. Foto: Colourbox
Offentliggjort Sidst opdateret

10.000 betjente skal uddannes i ny afhøringsmetode.

Politiet vil forbedre måden at afhøre på. Fremover skal afhøringer i de alvorligere sager lydoptages og i nogle tilfælde filmes.

Det er konsekvensen af, at direktionen i Rigspolitiet netop har sagt ja til anbefalingerne i en rapport om “Projekt Afhøring.”

Afhøringer af både vidner, ofre og sigtede skal som udgangspunkt optages. Det gælder i sager om for eksempel grove røverier, voldtægt, brandstiftelse, drab og narkotika.

Samtidig er det bestemt, at samtlige godt 10.000 politifolk skal kunne beherske metoden med såkaldt kognitiv afhøring. I dag kan cirka 600, oplyser Rigspolitiet til Ritzau.

– Afhøring er et af de vigtigste redskaber i efterforskningen. Nu får vi en mere systematiseret måde at arbejde på, siger politiinspektør Lene Sørensen.

Kort fortalt indebærer metoden, at betjenten lader personen forklare frit. Borgeren skal ikke afbrydes, og ledende og lukkede spørgsmål er forbudt.

Desuden skal betjenten kunne gelejde personen tilbage til en bestemt situation – mental tilbageføring, kaldes det.

Forskning har vist, at den kognitive tilgang har vist sig at give flere og bedre informationer. Politiet får simpelthen et større udbytte af deres samtaler med folk.

Samtidig mindskes risikoen for falske tilståelser væsentligt, fremgår det af rapporten, som Ritzau har fået adgang til.

I adskillige år har den tidligere chef for Rejseholdet, Bent Isager-Nielsen, været bannerfører for metoden.

Han, der nu er leder af Task Force Indbrud, finder det “yderst glædeligt og tilfredsstillende”, at man nu markant vil øge professionaliseringen af politiafhøringer.

Skiftet er en stor opgave med hensyn til uddannelse – også med hensyn til motivationen.

– Nogle politifolk vil nok tænke, at de har afhørt i årevis, og at de nok ikke kan blive bedre bedre, siger han.

– Men det kan de, og for mig, der har arbejdet med afhøring i mange år, er det helt indlysende, at vi med implementeringen af dette projekt løfter dansk politi i betydelig grad, siger Bent Isager-Nielsen.

Også i Norge og England bruger politiet den kognitive metode, ligesom begge lande optager afhøringer.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS