Nu vil også Messerschmidt betale EU tilbage af egen lomme

Morten Messerschmidt tilbyder selv at betale noget af den EU-støtte, som ryger tilbage til Bruxelles.

ARKIVFOTO 2015 af Morten Messerschmidt (DF)- – Se RB 10-05-2016 07:44. DF vil betale halvdelen af EU’s regning for Messerschmidt. EU har opgjort Dansk Folkepartis restance til 2, 9 millioner kroner, men partiet vil kun betale knap halvdelen. (Foto: Jens Nørgaard Larsen/Scanpix 2016)
Offentliggjort Sidst opdateret

Måske bliver regningen for rodet med EU-støttemidler ikke så stor som først antaget for Dansk Folkepartis kasse.

Først sagde partiets nye EU-gruppeformand, Anders Vistisen, at han ville betale sin del af de penge, som partiet har besluttet at returnere til EU-Parlamentet.

Fredag aften siger Morten Messerschmidts presserådgiver, Kristian Wederkinck, til BT, at også Messerschmidt selv vil tilbagebetale nogle af de penge, som partiet sender tilbage til parlamentet.

– Morten vil gennemgå redegørelsen med DF og derefter af egen lomme tilbagebetale det, der er, siger Wederkinck til avisen.

Anders Vistisen agter at tilbagebetale 62.000 kroner, som blev brugt på en bustur til Bruxelles for hans kampagnemedarbejdere. Han har samtidig tænkt sig at betale sin del af de middage, han har deltaget i.

Vistisen fremlagde fredag en redegørelse for partiets støtteansøgninger til EU-fonden Feld og partialliancen Meld.

Hans konklusion var, at Dansk Folkeparti af hensyn til sin troværdighed er bedst tjent med at tilbagebetale de 955.000 kroner, som man i alt har modtaget i støtte.

Også selv om det ikke nødvendigvis er alle pengene, der er udbetalt i strid med reglerne.

Beløbet dækker blandt andet over en række middage, informationsmateriale og medietræning.

Partiformand Kristian Thulesen Dahl bakker i en skriftlig meddelelse op om forslaget om at tilbagebetale beløbet.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS