Nu vil han være borgmester
Kim Kliver vil gerne skifte politiuniformen ud med borgmesterkæder, når der er kommunalvalg til november
Normalt beskæftiger han sig med kriminalsager, endda nogle af de mest omtalte - men hvis alt går efter planen, så vil politiinspektør Kim Kliver gerne være borgmester fremover.
Han er til at begynde med i hvert fald borgmesterkandidat for Venstre i Solrød Kommune.
Det siger 64-årige Kim Kliver til TV 2 Kosmopol.
Chef for rejseholdet
- Jeg er rigtig glad for, at bestyrelsen for Venstre har valgt at pege på mig som partiets borgmesterkandidat til årets kommunalvalg, siger han til mediet.
Til dagligt er han politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi. Tidligere har han blandt andet været chef for Rejseholdet.
- Jeg håber, at mit lokalkendskab, ledelseserfaring og en god portion ydmyghed i forhold til opgaven kan gøre en forskel, siger han til TV 2 Kosmopol.
Særligt kendt efter drabssag
Kim Kliver er blandt andet kendt fra Emilie Meng-sagen.
Sagen om Emilie Meng går tilbage til juli 2016, da den 17-årige pige forsvandt efter at hun havde været i Slagelse med nogle venner.
Et halvt år efter blev liget af Emilie Meng fundet i en sø ved Regnemarks Bakke nær Borup.
Første LA-borgmester
I øjeblikket er Emil Blücher fra Liberal Alliance borgmester i Solrød Kommune.
Han blev LA's første borgmester nogensinde i forbindelse med kommunalvalget i 2021.
Kommunalvalget finder sted 18. november.