Nu vil han i byrådet

Efter sammenlagt 28 år i Folketinget meddelte Bjarne Laustsen i september, at han ikke genopstiller

Offentliggjort

Det mangeårige folketingsmedlem for Socialdemokratiet Bjarne Laustsen stiller op til næste års kommunalvalg.

Han vil vælges ind i byrådet i Rebild Kommune. Det skriver partiet i en pressemeddelelse ifølge TV 2 Nord.

- Nu har jeg valgt at stoppe til Folketinget, og derfor tænker jeg, at det kunne være godt at komme hjem og bruge en periode på kommunalpolitik. Jeg synes stadigvæk, at jeg har noget at byde på. Jeg er slet ikke færdig eller udbrændt med politik, siger Laustsen.

28 år på borgen 

70-årige Laustsen har allerede meddelt, at han ikke genopstiller ved næste folketingsvalg. Det meddelte han i september.

Laustsen har siddet i Folketinget i sammenlagt 28 år, hvilket er flest af alle i den socialdemokratiske folketingsgruppe.

Der er kommunalvalg 18. november 2025. Det næste folketingsvalg skal senest finde sted 31. oktober 2026.

Da det i Socialdemokratiet ikke er tilladt at have dobbeltmandat, skal han i givet fald søge en dispensation for at få tilladelse til at have et dobbeltmandat, hvis han bliver valgt ind i byrådet i Rebild Kommune.

Bjarne Laustsen (S) giver en krammer til statsminister Mette Frederiksen (S), i forbindelse med en reception for partifællen Rasmus Prehns bog "Den sidste Rustbanker" om ham.

Førstestedfortræder 

Laustsen har siddet i Folketinget ad to omgange. Først fra 1992 til 1994 på et tragisk grundlag.

I 1992 blev Arne Jensen (S), der var valgt i Hjørringkredsen, dræbt i en trafikulykke. Laustsen var førstestedfortræder i den nordjyske kreds. Sidenhen blev Laustsen indvalgt i Folketinget i 1998.

Trods sine mange år som folketingsmedlem har Bjarne Laustsen aldrig har haft en ministerpost. I dag er han partiets fiskeriordfører.

Om Laustsen bliver en af S-kandidaterne i Rebild Kommune, bliver først afgjort formelt efter nytår, når Socialdemokratiet laver partiets kandidatliste.

Powered by Labrador CMS