Nu stiger timetallet i folkeskolen for alle elever
Timer til lektiehjælp og faglig fordybelse er nu obligatoriske i folkeskolen. Dermed skal alle gå mere i skole
Når klokken mandag morgen ringer ind til et nyt skoleår for landets folkeskoleelever er skoleskemaet for en del elever længere end sidste år.
Hidtil har skolernes tilbud om lektiehjælp og såkaldt faglig fordybelse været frivillige, men fra dette skoleår bliver de ekstra timer obligatoriske.
Dermed får alle elever nu mellem to og tre timer mere om ugen, og de ekstra timer skal ifølge undervisningsminister Ellen Trane Nørby (V) bruges til at styrke undervisningen på flere områder.
– Det er ikke bare flere timer for timernes skyld. De skal bruges målrettet til at højne det faglige niveau for alle elever, så man lærer mere og ikke bare tilbringer mere tid i skolen, siger Ellen Trane Nørby til Ritzau.
Det forgangne års frivillige udgave af lektiehjælpen og den faglige fordybelse har været stærkt kritiseret for at ligge som blokke sidst på dagen, hvor eleverne er mest uoplagte.
Det har været nødvendigt at pulje timerne til sidst på dagen, fordi de var frivillige, og det har flere steder, erkender undervisningsministeren, “fungeret elendigt”.
– Derfor er det også vigtigt, at lektiehjælpen og den faglige fordybelse nu bliver integreret i den øvrige skoledag, og at skolerne lokalt får tilrettelagt det, så det ikke bare bliver en tid, hvor alle bare gerne vil hjem, siger ministeren.
Og den melding er sød musik i ørerne på formand i forældreorganisationen Skole og Forældre Mette With Hagensen, der har været kritisk over for udbyttet af ekstratimerne.
– Det vigtigste er, at vi nu får den ekstra kvalitet ind i undervisningen, som var meningen med at udvide skoletiden for eleverne. Hidtil har det fungeret som en blindtarm sidst på dagen, hvor eleverne mange steder bare har siddet og ventet 20 minutter på at få lov til at gå hjem, siger hun.
Undervisningsministeriet har ikke overblik over, hvor mange elever, der sidste år fravalgte den frivillige lektiehjælp og faglige fordybelse, og det er derfor uvist, hvor mange elever, der reelt kan se frem til et øget timetal.
Klart står det dog, at det obligatoriske timetal for indskolingen stiger fra 28 til 30 timer, mens det for mellemtrinnet stiger fra 30 til 33 timer og for udskolingen fra 33 til 35 timer.
/ritzau/