Nu stiger priserne

Stigende energipriser og varemangel er med til at få en del butikker til at forudsige prisstigninger

Offentliggjort Sidst opdateret

De danske forbrugere kan have udsigt til stigende salgspriser den næste tid.

I hvert fald viser en opgørelse fra Danmarks Statistik, at rekordmange butikker forventer stigende priser de næste tre måneder.

To ud af fem af butikkerne i opgørelsen har forventning om, at salgspriserne vil stige hen over de næste tre måneder.

I forvejen har hver femte virksomhed kunnet melde om stigende salgspriser de seneste tre måneder.

Det højeste niveau

I forhold til udsigterne for de næste tre måneder er det især inden for detailhandel - eksklusive bilhandel - hvor der ventes stigende priser. Her venter hele 49 procent mod 15 procent for en måned siden stigende salgspriser.

Det er det højeste niveau, der er målt, siden Danmarks Statistik begyndte at føre statistik med området i 2011.

Årsagen, til at så mange butikker venter yderligere prisstigninger, skal findes i blandt andet stigende energipriser.

Kan ikke skaffe varer

En anden årsag er problemer med at skaffe de nødvendige varer.

Det forklarer Niklas Praefke, cheføkonom i Ledernes Hovedorganisation.

- Der er i den grad gået koks i de globale forsyningskæder, og virksomhederne kan ikke få de varer, der er brug for.

- Desværre ser det ud til, at vi skal leve med det i en rum tid endnu, siger han.

Powered by Labrador CMS