Nu starter bytteræset: Millioner ryger retur
Der bliver byttet gaver for trecifret millionbeløb i disse dage.
Faldt julegaverne under træet ikke i din smag, så deltager du måske i de kommende dages storstilede julegavebytteræs.
Dansk Erhverv skønner ifølge Jyllands-Posten, at julegaver for cirka 220 millioner kroner i år er faldet i unåde hos modtageren og vil blive byttet i løbet af de kommende dage og uger.
Det forventes, at danskerne i alt har julehandlet for cirka 7,6 milliarder kroner, hvoraf de 1,2 milliarder kroner er gået til at købe gaver på internettet.
Og er de uønskede gaver købt online, så er det vigtigt at sætte sig ind i de nye bytte- og fortrydelsesregler.
De betyder blandt andet, at man senest 14 dage efter varens modtagelse har pligt til at gøre sælger opmærksom på, at man har fortrudt sit køb.
Det kan ske gennem et brev eller en mail til netbutikken, hvorefter man har yderligere 14 dage til at sende varen retur.
BNB