Nu skyder politiet gang i årlig juletradition
Politiet landet over vil i julemåneden være ekstra flittige med alkometeret, når årets julespritkontrol bliver gennemført.
Julen nærmer sig, og dermed også højsæson for julefrokoster. Derfor er politiet også klar til at rykke ekstra massivt ud med alkometeret de kommende weekender.
Med andre er den traditionelle nationale julespritkontrol under opsejling. Den løber fra denne uge og frem til 26. december. Her vil politiet have særligt fokus på at kontrollere bilister for spirtus- og narkopåvirkning på de store julefrokostdage.
– Der vil også blive udført kontroller på søndage, hvor man stadig kan være påvirket efter indtagelse af spiritus aftenen forinden, skriver Bornholms Politi i en pressemeddelelse om indsatsen.
Sidste år blev 310 bilister for spirituskørsel og 540 for narkokørsel i forbindelse med julespritkontrollen. Derudover var der 89 trafikulykker, hvor spiritus kan have været en medvirkende årsag til ulykken samt 10 ulykker, hvor føreren mistænkes for narkokørsel. Det oplyste Rigspolitiet.
Generelt har antallet af spritbilister været faldende over de seneste mange år.
– Men det betyder ikke, at politiet nu kan lægge kontrolopgaven på hylden. Vi fortsætter løbende indsatserne mod spiritus- og narkokørsel i 2017, for tallet er stadig for højt, udtalte Erik Terp Jensen, centerchef i Rigspolitiets nationale færdselscenter, i en pressemeddelelse efter sidste års julespritkontrol.