Nu skal vi spise små grønne kugler i stedet for store røde bøffer

Forskere på Aarhus Universitet vil nu undersøge muligheden for at få ærter til at spille en større rolle som proteinkilde i vores kost.

Offentliggjort Sidst opdateret

For de fleste er det ikke mere end en sød, sund, sommersnack eller måske mindre appetitlige grønne, udkogte kugler på tallerkenen – men i fremtiden skal vi måske vænne os til, at ærter kommer til at fylde mere i vores kostpyramide.

Forskere på Aarhus Universitet skal nemlig til at undersøge, om ikke ærter kan komme til at fylde mere på tallerkenen herhjemme – for de er fyldt med proteiner, og forskerne vil se på “potentialet i ærter til erstatning af animalsk protein i menneskers kost,” som det hedder i en pressemeddelelse fra universitetet.

Lederen af det nye projekt, som universitetet har dømt P-FOOD, er sektionsleder ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet, Hanne Lakkenborg Kristensen. Og hun fortæller, at ærter, ud over at være proteinrige og bedre for klimaet end t-bone steaks, også både passer godt til vores klima og har en rig historie herhjemme:

– Ærter har en fantastisk historie i Norden og var for bare få hundrede år siden en meget mere udbredt spise herhjemme. Ærter var en vigtig proteinkilde både for datidens land- og bybefolkninger. Dengang dyrkede man også mange flere forskellige sorter af ærter, mens vi i dag næsten kun kender til tørrede flækærter, som bruges til gule ærter – og så grønne ærter, friske eller frosne, med og uden bælg, siger sektionsleder ved Institut for Fødevarer på Aarhus Universitet Hanne Lakkenborg Kristensen i en pressemeddelelse.

Derudover påpeger forskeren også, at det nordiske klima passer glimrende til dyrkning af ærter, der længe har været brugt som en proteinkilde i dyrefoder.

Som led i projektet skal forskerne også se på, hvordan man rent konkret kan bruge ærterne i maden; hvilke nye produkter og opskrifter, der skal udvikles og så videre.

Men er det helt skidt med dig og ærter, så kan du i galleriet ovenover artiklen finde flere eksempler på glimrende proteinkilder, der er noget bedre for klima og pengepung end store, røde bøffer.

Inspirationen til fødevarerne kommer fra Sundhed.dk.

Powered by Labrador CMS