Nu skal skak på skoleskemaet

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Skak i skoletiden gør eleverne bedre til matematik og giver ro i klasserne.

Det er erfaringen med skoleskak, og nu skal et nyt projekt for alvor sætte skak på skemaet på danske folkeskoler. Over de næste tre år skal godt 200 lærere og pædagoger fra ti kommuner derfor på skolebænken for at lære at bruge skoleskak som læringsredskab.

»Vi ved, at skak i skolen giver ro på stolen, og samtidig bliver eleverne bedre til matematik,« siger programleder i Dansk Skoleskak, Mikkel Nørgaard, til kl.dk.

Projektet »KAS – kompetenceudvikling af skoleskaklærere« har fået støtte fra A.P. Møller Fondens folkeskoledonation, og det gør det muligt at efteruddanne lærere og pædagoger.

»At vi nu med en ny uddannelse kan efteruddanne lærere og pædagoger til systematisk at anvende skoleskak, er fantastisk både for underviserne og eleverne, der lærer mere på en sjov måde,« siger Mikkel Nørgaard.

VIA University College i Aarhus skal være med til at udvikle uddannelsen, der støttes af årlige netværksdage og læringskonsulenter.

De ti udvalgte kommuner, der deltager i projektet, er Aalborg, Haderslev, Herlev, Hillerød, Horsens, Hvidovre, Randers, Silkeborg, Skanderborg og Vejle.

Powered by Labrador CMS