Nu skal hun undersøges
Helsingør Kommune har fået en whistleblowerhenvendelse, som blandt andet handler om borgmester Benedikte Kiær
Helsingør Kommune har iværksat en ekstern undersøgelse af ledelsen i kommunen - herunder borgmester Benedikte Kiærs (K) samarbejde med medarbejdere og ledelse.
Det oplyser kommunen i en pressemeddelelse.
Benedikte Kiær har bedt om at blive erklæret inhabil. Hun udtaler i pressemeddelelsen, at hun er tilfreds med, at der bliver igangsat en undersøgelse.
- Jeg kender ikke til den konkrete ordlyd af henvendelsen, ud over at den handler om mit samarbejde med ledelse og medarbejdere, men jeg er helt tryg ved, at der gennemføres en undersøgelse, siger hun.
Anonym henvendelse
Undersøgelsen er iværksat på baggrund af en anonym whistleblowerhenvendelse. Henvendelsen indeholder ifølge kommunens pressemeddelelse ikke dokumentation for udsagnene.
Det er kommunens Økonomi- og Erhvervsudvalg, som mandag har besluttet at igangsætte en undersøgelse. Det er en advokatundersøgelse, og den forventes afsluttet inden slutningen af oktober.
Det nærmere indhold af indberetningen er omfattet af tavshedspligt. Derfor kan Økonomi- og Erhvervsudvalget ikke kommentere, hvad der står i indberetningen.
Borgmester i otte år
En whistleblower er en person, som har kendskab til forhold, som vedkommende finder kritisable, for eksempel i den virksomhed hvor den pågældende arbejder, og så indberetter det anonymt.
Benedikte Kiær har været konservativ borgmester i Helsingør siden 2014.
I 2010 blev hun hentet ind som socialminister i den daværende regering. I 2011 opnåede hun valg til Folketinget for De Konservative. Hun var medlem af Folketinget frem til 2013.