Nu sendes dansk fregat ind i kampen mod IS

Flyvevåbnet har bidraget med kampfly. Hæren har soldater i Irak, og nu sættes Søværnet også ind mod IS.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen sender fra Korsør flådehavn fregatten HDMS Peter Willemoes af sted som støtteskib for et amerikansk hangarskib i kampen mod ISIL. Foto: Claus Bech/Scanpix
Offentliggjort Sidst opdateret

Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) besøgte torsdag fregatten Peter Willemoes, inden besætningen sejler mod Middelhavet.

Fregatten skal indgå i en amerikansk hangarskibsgruppe, der bekæmper Islamisk Stat fra søsiden med kampfly over Syrien og Irak.

Fregatten skal træne, bidrage med radarbilleder og være med til at forsvare den amerikanske hangarskibsgruppen i tilfælde af trusler eller angreb.

Lars Løkke Rasmussen mødte torsdag de udsendte og deres familier og holdt i den forbindelse en tale på fregatten.

– I skal afsted, fordi Danmark sammen med vores allierede befinder sig i en ny sikkerhedspolitisk situation, hvor det er vigtigt at kunne samarbejde i komplekse operationer.

– Og fordi vi er i gang med at nedkæmpe en af de mest brutale og ondskabsfulde terrororganisationer, verden har set, siger Lars Løkke Rasmussen.

Statsministeren fremhæver, at Danmarks forsvar allerede har bidraget meget til kampen mod Islamisk Stat.

– Flyvevåbnet har bidraget med kampfly, som har angrebet ISIL’s (et andet navn for Islamisk Stat, red.) stillinger.

– Hæren er i fuld gang med træning af irakiske hærenheder og radarovervågning. Og vi bidrager med specialoperationsstyrker, som nu også kan operere i Syrien.

– Nu kommer også Søværnet til at spille en rolle, siger Lars Løkke Rasmussen.

Den danske fregat bliver en del af den gruppe af flådefartøjer, som skal understøtte og forsvare det amerikanske hangarskib George H.W. Bush i Middelhavet og i den Persiske Golf.

– Det er ikke bare en af de mest udfordrende opgaver, der findes på havet nu om dage. Det er også en tillidserklæring fra vores amerikanske allierede.

– De ved efter mange års erfaringer, at Danmarks soldater, om det er til lands, til vands eller i luften, er nogle af verdens bedste. Jeg er sikker på, at I vil leve op til deres tillid og respekt, siger Lars Løkke Rasmussen.

Folketinget behandler torsdag beslutningsforslaget bag udsendelsen. Regeringen har på forhånd sikret sig opbakning til at udsende fregatten med en besætning på samlet set cirka 150 personer.

Det vurderes at koste cirka ti millioner kroner i 2017.

/ritzau/

Powered by Labrador CMS