Nu reagerer Ellemann på Løkke-exit

Løkke melder sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger efter knap fire årtier i Venstre.

Offentliggjort Sidst opdateret

Formand Jakob Ellemann-Jensen (V) mener, det er trist, at Lars Løkke Rasmussen forlader Venstre, fordi han kunne have fået en “god rolle” i partiet.

Det skriver Jakob Ellemann-Jensen, der er Løkkes arvtager, på Twitter.

– Jeg er trist over, at Lars nu forlader Venstre. Han har givet meget til vores parti, og partiet har givet meget til ham.

– Vi kunne helt sikkert have fundet en god rolle til Lars i Venstre, men han ville det anderledes, og er på vej videre. Jeg ønsker ham alt det bedste, skriver han.

Sent fredag aften meddelte Løkke på Facebook, at han melder sig ud af partiet og fortsætter som løsgænger. Det er overvejelser, han har gået med i nogen tid, efter at partiet mod hans vilje valgte en ny formand i 2019.

Løkke har været medlem af Venstre i knap fire årtier og har været amtsborgmester i Frederiksborg Amt, minister ad flere omgange og statsminister ad to omgange.

Hans to største svendestykker er kommunalreformen og sundhedsreformen, men han har også haft en stormfuld tid i politik med bilagssager, betalte rejser og tøj og magtkampe i egne rækker.

Blå bog: Lars Løkke Rasmussen

Få et overblik over Lars Løkke Rasmussens lange liv og karriere her:

* Navn: Lars Løkke Rasmussen.

* Født: 15. maj 1964 i Vejle.

* Søn af: Jeppe og Lise Løkke Rasmussen.

* Uddannelse:

Samfundsfaglig-matematisk student fra Helsinge Gymnasium 1983.

Cand.jur. fra Københavns Universitet 1992.

* Erhvervskarriere:

Selvstændig konsulentvirksomhed 1990-1995.

* Politisk karriere:

Formand for Venstres Ungdom (VU) 1986-1989.

Medlem af byrådet i Græsted-Gilleleje Kommune 1986-1997.

Medlem af Folketinget siden 1994.

Amtsborgmester i Frederiksborg Amt 1998-2001.

Næstformand for Venstre 1998-2009.

Indenrigs- og sundhedsminister 2001-2007.

Finansminister 2007-2009.

Formand for Venstre siden 2009.

Statsminister 5. april 2009 til 3. oktober 2011.

Statsminister 28. juni 2015 – 2019.

Bestyrelsesformand for Global Green Growth Institute, GGGI, maj 2012 – efteråret 2014.

Bestyrelsesformand for Løkkefonden.

* Privat:

Gift med Sólrun Løkke Jákupsdóttir.

Far til tre børn.

Powered by Labrador CMS