Nu reagerer de på hendes store tab
Flere internationale stjerner sender deres kondolencer til den tidligere topmodel Helena Christensen, som har mistet sin far
En af Danmarks mest succesfulde modeller Helena Christensen har mistet sin far, Flemming Christensen.
Det fortæller hun i et længere opslag på det sociale medie Instagram.
- Du var et lysende eksempel på den fineste søn, mand og far og dybt elsket og tilbedt af alle, der kendte dig.
- Du bevægede dig gennem livet på din rolige, seje måde med ét hovedformål: at tage dig af dine tre piger, mor, Anita og mig, skriver den 54-årige tidligere topmodel i opslaget.
Flere stjerner reagerer
Her har hun også delt en række billeder, hvor hun også selv kan ses med faren.
- Jeg indser nu, at du i de mange sidste år af dit liv viste din sande styrke, og kæmpede for at blive hos din elskede familie så længe som muligt uden at ville forlade os, skriver Helena Christensen.
Flere internationale stjerner har reageret på hendes opslag. Heriblandt skuespilleren Kate Hudson, som sender flere hjerter afsted til den tidligere topmodel, samt Skønheden og udyret-skuespilleren Luke Evans.
Modeguru reagerer
Også den danske modeguru Uffe Buchard sender sine kondolencer.
- Så trist at høre! Sender de bedste tanker, skriver han i en kommentar til opslaget.
Den tidligere Victoria's Secret-engel har selv sønnen Mingus Lucien Reedus, som hun har med ekskæresten skuespiller Norman Reedus.
Modellen har flere gange figureret på listen over verdens smukkeste, og hun har også været en af de højest betalte modeller.