Nu kommer supercykelstien mellem Kolding og Christiansfeld

Foto: Colourbox.com (Modelfoto)
Offentliggjort Sidst opdateret

Cyklisterne i det sydjyske kan se frem til at få en 14 kilometer lang, sammenhængende supercykelsti mellem Kolding og Christiansfeld.

Supercykelstien vil gøre det nemmere for cykelturister at besøge Christiansfeld, der netop er blevet optaget på UNESCOs verdensarvsliste. Derudover vil den nye supercykelsti også styrke mulighederne for at cykle mellem Kolding by, de sydlige forstæder og oplandet syd for byen.

Kolding Kommune forventer, at antallet af cyklister på strækningen i den sydlige del af Kolding vil stige med mere end 1.500 cykelture pr. dag, ligesom man regner med, at der vil komme omkring 300 flere daglige cykelture omkring Christiansfeld.

Koster over 20 millioner kroner

Det koster 20,3 millioner kroner at anlægge den nye supercykelsti, og heraf giver Vejdirektoratet et tilskud på 8,1 million kroner fra sin pulje til støtte af netop supercykelstier.

– Vi støtter projektet, fordi det er et godt eksempel på, hvordan supercykelstier kan bruges til at binde to byer og deres opland bedre sammen. Cykelstier er en forholdsvis billig infrastruktur, der bidrager til at reducere trængsel og luftforurening. Og så er det sundt, siger Lars Moustgaard fra Vejdirektoratet.

– Cykelsti kommer på det rette tidspunkt

I Kolding Kommune forventer man, at den nye supercykelsti ikke mindst vil komme til gavn for dem, der nu vil besøge Christiansfeld.

– Etableringen af den nye supercykelsti kommer på det helt rigtige tidspunkt. Efter at Christiansfeld er kommet på UNESCOs verdensarvsliste, kan vi forvente markant flere besøgende i Christiansfeld, og nu bliver det både lettere og mere trygt at taget cyklen til vores nye store attraktion, siger formanden for kommunens Teknikudvalg, Knud Erik Langhoff (C) og fortsætter:

– En del af Kolding Kommunes cykelstrategi er at forbinde vores centerbyer med Kolding by. Med supercykelstien mellem Kolding og Christiansfeld lukker vi et stort hul og styrker fremkommeligheden for cyklisterne i kommunen. Jeg forventer, at supercykelstien vil få flere til at cykle mellem Christiansfeld og Kolding, både pendlere, turister og lokale borgere, der cykler for hyggens og den gode motions skyld, fortæller Knud Erik Langhoff.

Sådan etableres supercykelstien

Helt konkret anlægges supercykelstien ved, at der etableres 5,5 kilometer enkeltrettede stier langs Rute 170 mellem Vonsild og Taps samt enkeltrettede stier på delstrækninger af Haderslevvej i Kolding by. I Taps kobles de enkeltrettede stier på eksisterende cykelbaner, men de i Kolding kobles på et kryds med eksisterende stiforbindelser.

Desuden omfatter projektet også samordning af signalanlæg med henblik på grønt for cykeltrafikken, cykelboks ved kryds og diverse servicetiltag såsom informationstavler og fodhvilere.

Projektet forventes igangsat i år og forventes afsluttet med udgangen af 2016.

Powered by Labrador CMS