Nu kommer fogeden og banker på din dør
Har du et udestående med Fogedretten, så meld dig nu - ellers risikerer du at få besøg
Har du fået en indkaldelse fra fogedretten, som du ikke har reageret på? Så skal du nok skynde dig at få det gjort – med mindre du ligefrem ønsker at politiet og fogeden banker på din dør derhjemme. Du risikerer nemlig at blive anholdt.
– Politiet har med jævne mellemrum aktioner, hvor vi laver anholdelser i forbindelse med fogedforretninger, hvor borgere, der har et mellemværende med fogedretten, ikke selv møder op. Det betyder, at man i stedet bliver anholdt og fremstillet for fogeden, fortæller operativ leder, Kim Høxbro Hansen, Midt- og Vestsjællands Politi.
Før man når til, at fogedretten begærer en borger fremstillet i fogedretten, så er der flere gange forsøgt lavet aftaler om møder i retten. Det bør således ikke være nogen overraskelse for den enkelte, at fogedretten ønsker at tale med borgeren.
Ubelejligt
– Det kan naturligvis være ubelejligt at blive tilbageholdt på et vilkårligt tidspunkt af politiet for at vente på fremstilling i fogedretten. Politiets opfordring er derfor også, at man selv laver aftaler med fogedretten, og at man overholder aftalerne og møder op som aftalt. Det er den sikre måde at undgå besøg af politiet, oplyser Kim Høxbro Hansen, der ikke umiddelbart vil fortælle hvornår de kan finde på at dukke op:
– Vi håber, at rigtig mange vil tage opfordringen positivt op og sørge for, at få klaret deres mellemværende med fogedretten, så vi undgår at skulle foretage anholdelser. Der er mange andre opgaver, som politiet meget hellere vil bruge sin tid på, siger Kim Høxbro Hansen.