Nu kommer dinosaurerne til Givskud

Du kan komme helt tæt på, når dinosaurerne indtager Givskud Zoo. Foto: Givskud Zoo/Presse
Offentliggjort Sidst opdateret

Lørdag den 28. marts åbner Zootopia den nye Dinosaur Park. 26 dinosaurer fordelt på 17 arter får plads i parken

Lørdag den 28. marts 2015 kl. 11 åbner Zootopia Dinosaur Park. Åbningen foretages af Vejle Kommunes borgmester, Arne Sigtenbjerggaard. Efter måneders hårdt arbejde kan parken præsentere ikke mindre end 26 dinosaurer fordelt på 17 arter, alle i naturlig størrelse. Man kan blandt andet se verdens største dinosaur, en Argentinosaurus på over 40 meter.

– Vi er sikre på, at vores gæster vil synes, at dinosaurerne er spændende, og at det er fascinerende at stå ansigt til ansigt med modeller af gigantiske dyr, som man kun har set i bøger og på film, udtaler direktør Richard Østerballe.

– Der er både langhalse, trehorn, flyveøgler og store rovdinosaurer. Nogle af modellerne er mekaniske og kan bevæge sig og sige lyde, og de virker meget levende. Vi håber, at forældre til helt små børn vil forberede børnene på mødet med dinosaurerne, så de ikke bliver bange, fortsætter Richard Østerballe.

Dinosaurer i “rigtig” størrelse

Alle dinosaurerne vises i størrelses-forhold en til en. Den største, Argentinosauren, fylder hele 40 meter i længden. Der er også lagt op til et par forskrækkelser undervejs, hvor Tyrannosaurus Rex og den måske endnu farligere Allosaurus er placeret i skovområder, så det ser ud som om, de er på jagt efter bytte.

Gåturen forbi de 17 dinosaur-arter er omkring 350 meter lang, og tager gæsten med på en 155 millioner år lange rejse fra den ældste til den yngste dinosaur.

Gåturen slutter i et aktivitetsområde, hvor børnene kan blive meget klogere på dinosaurer. Her kan man lave en afstøbning af en tand fra en Tyrannosaurus rex, male dinosaurer, gå på fossiljagt i kalk fra Faxe Kalkbrud, og deltage i udgravning af et Stegosaurus-skelet. I weekender, helligdage og i hele sommerperioden kan man møde en ”levende” dinosaur på scenen i aktivitetsområdet og se den blive fodret.

Det koster ikke ekstra at besøge dinosaurparken i Givskud Zoo; oplevelsen er inkluderet i den almindelige entré. Dog betaler man for at deltage i maling og tandstøbning, hvor man får materialet med hjem.

Alle Givskud Zoos nulevende dyr er selvfølgelige også klar til at få besøg i påsken, og der er mange dyreunger rundt i parken. Girafferne, zebraerne, mangusterne og flere af de andre afrikanske dyr har fået unger. I de kommende uger er der med sikkerhed flere på vej, sådan som det altid sker om foråret i Givskud Zoo

Powered by Labrador CMS