Nu klapper fælden: To bilister risikerer meget mere end kørekortet
Førerne af henholdsvis en Mercedes og en Alfa Romeo risikerer at få andet og mere alvorligt at tænke over, end bare at miste kørekortet.
To bilister mister både kørekort og en stor dele af deres sparepenge efter de lørdag blev blitzet på Aalborgvej i retning mod Hals.
Bilerne kørte med henholdsvis 207 og 196 kilometer i timen, hvor den tilladte hastighed er 80.
Men de to bilister risikerer også sigtelser for at have bragt andres liv i fare, fortæller DR Nordjylland.
– Straks i morgen tidlig vil vi undersøge om der er andre muligheder overfor de to bilister, siger politiassistent Kim Haubro fra politiets færdselsafdeling. Overfor DR Nordjylland kalder han deres kørsel på landevejen for forrykt.
Ikke mindst fordi der traditionelt er megen trafik på den smalle vej til og fra sommerhusområdet på den nordjyske østkyst.
– Når man kører så stærkt, så tænker man kun på sig selv. Det sker på en strækning hvor der er mange andre bilister, beboelser og mange små sideveje, siger Kim Haubro.
Tre sekunders mellemrum
Der var tale om en Alfa Romeo og en Mercedes, der passerede politiets fotovogn med kun tre sekunders mellemrum.
– Det kan ligne et direkte kapløb mellem de to bilister, og det skal have en konsekvens, siger Kim Haubro, er meget gerne vil i kontakt med vidner til det, som politiet kalder vanvidskørsel.
Kapløbet er det mest alvorlige eksempel fra de seneste to uger, hvor færdselspolitiet i Nordjylland har registreret flere tilfælde af vanvidskørsel.
– Det sker desværre ofte, når foråret og det gode vejr kommer. og når bilisterne får sommerdæk på bilerne, siger Kim Haubro.
Kilde: DR Nordjylland