Nu kan du sove i en kiste på Draculas slot: Se her hvordan

Jeg håber ikke, at du er mørkeræd, for så er det her nok dit værste mareridt.

Har du lyst til at bruge en nat på det uhyggelige slot?Foto: SCANPIX
Foto: SCANPIX

Offentliggjort Sidst opdateret

I år bliver det muligt for to heldige vindere at overnatte på Draculas slot i Transsylvanien på halloween-aften 31. oktober helt gratis. Det skriver det amerikanske medie Huffington Post.

Det er Dacre Stoker, tip-grandnevøen til forfatteren bag gyseren Dracula, Bram Stoker, der vil tage imod de heldige vindere af konkurrencen som afholdes af Airbnb.

Træd ind i en anden verden

Som heldig vinder får man lov til at blive kørt op mod det historiske slot i hestevogn. Her vil man blive mødt af Stoker, der vil spille Dracula.

Prins Vlad Impaler boede på slottet i det 15. århundrede. Det var ham, der var inspiration til den verdenskendte gyserhistorie fra 1897.

Herefter vil man kunne opleve en intim stearinlysmiddag, inden man bliver ført til krypten, hvor ens sovested er en fløjlsforet kiste.

– Jeg vil gerne gøre det både realistisk og vise legenden i det fantastiske land, hvor det hele startede, fortæller Dacre Stoker.

Selvom opholdet uden tvivl vil være en drøm, eller et mareridt, der bliver opfyldt for fans af gyserhistorien, må gæsterne stadig overholde nogle ganske særlige “hus”-regler.

Det er nemlig forbudt at medbringe hvidløg, sølvsmykker eller krydse bestikket under middagen. Faktisk er kors også forbudt. Man skal derudover sørge for at trække gardinerne for inden solopgang, samt undgå at tage selfies i spejlene. Det er greven nemlig ikke glad for.

Sådan sover du på Draculas slot

For at have en chance for at få en helt speciel halloween, skal deltagerne skrive, hvad de vil sige til Dracula, hvis de får lov at møde ham.

– Vis os jeres vampyr-humor, skriver Airbnb på sin hjemmeside.

Deadline for deltagelse er den 26. oktober, så du kan stadig lige nå det.

Du kan finde konkurrencen her.

Powered by Labrador CMS