Nu kan du selv ændre navn – næsten da

Sony har for første gang åbnet op for at man selv kan ændre sit navn på Playstation Network - men du skal opføre dig ordentligt. Ellers bliver du påtvunget et nyt brugernavn.

Foto: Scanpix.
Offentliggjort Sidst opdateret

Er du træt af det brugernavn du i sin tid valgte, da du åbnede en Playstation-konto? Så er der håb forude.

For Sony har nemlig åbnet op for, at brugerne kan skifte navn i Sony Playstation Network, PSN.

Indtil nu har man hængt fast på det brugernavn, man første gang har indtastet i sin Sony Playstation Network-konto. Men nu kan PSN-navnet skiftes til hvad man har lyst til, skriver techmediet The Verge.

Eller rettere: Hvad man har lyst til – inden for Sonys guidelines. Det betyder, at et Playstation-ID ikke må indeholde racistiske ord, bandeord eller forbudte ord og henvisninger.

Skulle du have valgt et navn, der overtræder Sonys retningslinjer, får du det ganske enkelt udskiftet til “TempXXXX”, hvor X’erne bliver erstattet af et tal. Det navn kan man så selv rette til noget, der overholder retningslinjerne.

Powered by Labrador CMS