Nu kan du måske få del af licensen tilbage
En forening går målrettet efter DR og dermed (som sådan) også staten. Du kan også være med.
Opdatering 13. juni 09.59:
Onsdag er det sidste chance for at få skrevet sig på listen sammen med 122.000 andre danskere, der vil deltage i gruppesøgsmålet, siger advokat Peter Lunau Larsen fra advokatfirmaet DLA Piper til TV2.
Oprindelig artikel:
Har du betalt licens? Så har du nu en mulighed for at få nogle af pengene tilbage. Nærmere bestemt den licensmoms, du har betalt de sidste 10 år.
Det skriver Finans.
Det er blandt andet advokatfirmaet DLA Piper, der er klar til at føre sagen.
I et opslag på Foreningen Kræv Licensmoms Tilbages Facebookside fortælles det, at Københavns byret har bevilget fri proces for gruppesøgsmålet, som altså blandt andet DLA Piper har valgt at føre. Det betyder i bund og grund, at staten afholder udgifterne i forbindelse med sagen.
Frist til 13 juni
“Københavns Byret har fastsat tilmeldingsfristen til gruppesøgsmålet til 13. juni 2018. Det er en meget kort frist, ikke mindst fordi så mange tusinde borgere i Danmark kan deltage i sagen”, står der videre på siden.
Ifølge foreningen er der alt at vinde og intet at tabe.
– Der er ingen risiko, kun muligheder, siger Peter Lunau Larsen advokat hos DLA Piper, og understreger, at det er vigtigt at tilmelde sig søgsmålet, hvis man ikke vil risikere helt at miste muligheden for at få moms tilbage.
Modparten er ved muffen
Ifølge loven kan deltagerne i et gruppesøgsmål blive pålagt at betale sagsomkostningerne i fald, den tabende part ikke kan.
Men her skal man ifølge foreningen ikke fortvivle:
“Da modparterne i sagen her er staten og DR, så er der ikke nogen risiko for, at sagsomkostningerne ikke bliver betalt, hvis Foreningen vinder sagen. Der er dermed i realiteten heller ikke risiko for at komme til at betale sagsomkostninger for medlemmerne”, skriver foreningen.
Store summer
Momsen af licens udgår knap 500 kroner årligt per husstand.
“Hvis sagen vindes, udgør tilbagebetalingskravet for hver licensbetaler for perioden 1. oktober 2007 til september 2017 4.703 kr., når du har betalt fuld licens i hele perioden”, oplyser foreningen.
Tilmelding nummer 20.000
På Facebooksiden kan man læse, at foreningen har modtaget tilmelding nummer 20.000. Ganger man det med 4703 kan det, hvis sagen vindes og indtil videre, koste DR 94.060.000 kroner.
Du kan læse mere på hjemmesiden www.kraevlicensmomstilbage.dk.