Nu kan du få en morgenbollefyr bragt til døren
Et nyt morgenmadskoncept får kvinderne til at hvine af fryd. En mand i bar overkrop kommer og serverer nybagte boller
Skal du holde polterabend for bedsteveninden er her et tip: Bestil en Morgenbollefyr. Der er dog langt til det morgenbolle-koncept, Spies lagde for dagen. Morgenbollefyren kommer nemlig hjem til dig med dej, der bliver til lækre, nybagte boller – og så smider han trøjen.
John Zoffmann fik idéen, da en god ven fortalte, at han scorede billige point ved ofte at bage boller til sin studiegruppe. Så nu har Zoffmann fire morgenbollefyre ansat, der primært er beskæftiget i weekenden.
– Det er kun kvinder, der er kunder. Det er sindssygt vigtigt, at der er en form for seksuel spænding, uden der er sex i det. Det er meget vigtigt, at flirten foregår på et uskyldigt niveau, siger han til metroxpress.
Bollerne er af den sunde, økologiske slags, som bliver bagt af en dej, han selv slår op aftenen før, han tager ud til de bolle-sultende kvinder. De nybagte boller, serveret af en Morgenbollefyr, koster 1200 kroner. Så får du også 12 boller, marmelade og appelsinjuice, Lidt frisk frugt som druer, hindbær, melon, ananas, æbler, en lille dug, servietter, discopære, pynt og flag ved fødselsdag.
Bookinger frem til september
Morgenbollefyren er blevet så populær, at der er bookinger frem til september. Derfor var John Zoffmann også nødt til at ansætte flere Morgenbollefyre – og hvad kræver det så at blive Morgenbollefyr?
– Det er sådan nogle fyre, som piger vender sig om efter. De skal være friske, selvsikre og charmerende. De er sportstrænede, men det skal ikke være bodybuildere. Det skal ikke være strippertyper. Så bliver det for meget.
Morgenbollefyren er booket i en time, og det er vigtigt, at han ikke bliver i længere tid.
– Kunderne skal sidde og snakke om morgenbollefyren, når han er gået. Fyrene synes, at det er fedt, at de på en måde afviser kvinderne, når de bliver tilbudt at tage med videre.