Nu kan de blive afvist ved grænsen

Der er nu nye krav til indrejse i Danmark fra højrisikolande.

Offentliggjort Sidst opdateret

Fra mandag den 26. oktober 2020 er nye krav til indrejse trådt i kraft.

Det skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.

Kravene gælder for personer med bopæl i højrisikolande, der rejser ind i Danmark den kommende tid.

Negativ coronatest

Fra midnat er de nye krav trådt i kraft ved de dansker grænser.

For personer med bopæl i højrisikolande gælder det nu, at de skal have et anerkendelsesværdigt formål i Danmark, samt at de kan fremvise en negativ Covid-19-test, der er foretaget senest 72 timer før indrejsetidspunktet.

Hvis den indrejsende ikke kan fremvise dokumentation for en negativ coronatest, der ikke er mere end 72 timer gammel, vil man som udgangspunkt kunne regne med at blive afvist ved indrejsen.

I de første par dage vil der dog tages hensyn til, at der er tale om nye restriktioner, og derfor skal borgere have tid til at rette sig efter de nye krav.

Rigspolitiet oplyser, at da der er tale om nye restriktioner, ligger alle detaljer endnu ikke fast. Den endelig udformning bliver afklaret i løbet af de kommende dage.

Gælder ikke for disse

Der er nogle undtagelser ved de nye krav.

For personer med bopæl i Norge og grænselandet, der omfatter Slesvig-Holsten, Skåne, Halland og Blekinge, er ikke omfattet af kravene.

Det er personer med bopæl i den resterende del af Tyskland og Sverige heller ikke, som smittetallene er i skrivende stund.

Ligeledes gælder kravene ikke for personer med dansk statsborgerskab eller personer med bopæl i Danmark. De må fortsat rejse til Danmark uden en negativ Covid-19-test og uanset formål.

Personer, der rejser via Danmark, er heller ikke omfattet af de nye krav, så længe man udelukkende er i transit i Danmark.

Powered by Labrador CMS