Nu igen: Flere uhumske Burger King-afsløringer
Endnu en gang er der opdaget kummerlige hygiejne-forhold hos burgerkæden Burger King
Tidligere kunne der berettes om muggent brød og bræk på bordene – nu er den gal igen.
De hygiejne-udfordrede restauranter blev straffet med nogle af de hårdeste sanktioner, Fødevarestyrelsen har til rådighed.
Men denne gang er Fødevarestyrelsen rykket ud til restauranter i Aalborg og Slagelse.
Her var køkkenerne også møgbeskidte.
Brandingekspert: Det er uklog og ubegribeligt
– Det er forbløffende ubegribeligt, at Burger King trods gentagne løfter om det modsatte fortsætter med at svigte, så nu truer forbrugernes nådesløse hammer. Folks tolerance og tålmodighed må være opbrugt, og sagen har alt, hvad der skal til for at udvikle sig til en skandaløs shitstorm på de sociale medier, fortæller brandingekspert Kresten Schultz Jørgensen til Ekstra Bladet.
Når kæden et tilstrækkeligt antal gange begår menneskelige fejl, der kan have betydning for produktsikkerheden, så rejser forbrugerne sig i et oprør. De vil simpelt hen ikke finde sig i det, siger Schultz Jørgensen.
Ekstra Bladet har længe forsøgt at få Burger King i tale for eksempelvis at høre, om griseriet har ført til maveinfektioner hos kunderne.
Men hver gang har Burger King nægtet at lade sig interviewe og i stedet gennem det globale pr-bureau Mslgroup fremsendt en skriftlig erklæring.
– Det er uklogt. En ansvarlig fra Burger King må stå frem og møde forbrugerne. At gemme sig bag et pr-bureau bryder kunderne sig heller ikke om, vurderer Kresten Schultz Jørgensen.
I brevet til Ekstra Bladet står blandt andet:
– Igennem de sidste par måneder har vi igangsat en række tiltag for at dæmme op for den negative omtale, som en del af vores restauranter beklageligvis har fået gennem den sidste tid. Helt konkret har vi i øjeblikket dialoger kørende med franchisetagerne, som varetager den daglige drift på restauranterne, og vi prøver herigennem at finde ud af, hvor bristen i de daglige rutiner ligger.