Nu holder politiet øje med disse bilister

Alt står til at komme på blokken.

Offentliggjort Sidst opdateret

Du har måske allerede bidt mærke i det. Politiet har siden 30. september holdt særligt øje med bilisters fart på danske veje. Det oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Den målrettede indsats er landsdækkende, og fokus er først og fremmest på for høj fart, om det så er store eller små hastighedsovertrædelser, lyder det fra politiet.

Fart er en dræber

Årsagen til indsatsen findes i, at fart spiller en stor rolle i alvorlige trafikulykker.

Politiet skriver i pressemeddelelsen, at en mindre hastighedsoverskridelse spiller en rolle i 62% dødsulykker, hvor farten i et eller andet omfang har været en medvirkende faktor til ulykken.

– Hvert år bliver politiet kaldt ud til utallige trafikulykker, der kunne have været undgået, hvis trafikanterne havde overholdt fartgrænserne, siger Christian Berthelsen, Rigspolitiets Nationale Færdselscenter, i pressemeddelelsen.

Farten spiller en stor rolle

Ifølge politiet er der altså en klar sammenhæng mellem bilisters fart og antallet af dræbte eller tilskadekomne i ulykker. Politiet skriver, at for høj hastighed er den hyppigste årsag til færdselsulykker med alvorlig tilskadekomst og dødsfald.

– Trafikulykker, der i nogle tilfælde får en tragisk udgang og i andre tilfælde mærkes de implicerede for livet. Derfor er hastighed et meget vigtigt indsatsområde, og vi prioriterer fartkontrol på vejene for at redde liv og skabe tryghed for dem, siger Christian Berthelsen i pressemeddelelsen.

Når du at bremse?

416 personer blev dræbt i trafikulykker mellem 2012 og 2017, hvor mindst en af de involverede parter kørte for stærkt, enten i forhold til loven eller de gældende forhold.

“I 72% af ulykkerne var farten en medvirkende årsag til, at ulykken opstod. I de sidste 28% var farten årsag til, at ulykken blev med dødelig udgang,” skriver politiet i pressemeddelelsen.

En årsag til, at farten spiller så stor en rolle i ulykker er, at højere fart giver dig mindre tid til at stoppe.

Jo hurtigere, du kører, jo længere tid går der slet og ret, før du holder stille, og det kan få fatale konsekvenser.

Kører du 80km/t, som er den normale fartgrænse på en dansk landevej, kører bilen 33 meter i det, du opdager, at du bør bremse, og til at du faktisk begynder at stoppe bilen. Herefter går der 64 meter, før du holder stille.

Kører du 95km/t, altså for stærkt, bruger du 19 meter ekstra på at bringe bilen helt til standsning, skriver politiet.

– Selv en lille hastighedsoverskridelse har stor betydning for bremselængden, siger Christian Berthelsen i pressemeddelelsen.

Powered by Labrador CMS