Nu går Netflix efter din konto

En mail skal i første omgang gøre brugere opmærksomme på, at de deler en Netflix-konto med flere husstande

Offentliggjort Sidst opdateret

Streamingtjenesten Netflix sætter nu ind over for omfattende deling af abonnementer på tværs af husstande.

Fra tirsdag vil Netflix begynde at sende en mail til alle abonnenter i Danmark, der deler deres konto med personer uden for husstanden.

Det oplyser Netflix i en pressemeddelelse.

- En Netflix-konto er beregnet til en enkelt husstand. Alle, der bor i den husstand, kan bruge Netflix, uanset hvor de er - hjemme, på farten, på ferie - og udnytte de nye funktioner til profiloverførsel og administration af adgang og enheder, skriver Netflix.

Skal betale ekstra

I mailen, som Netflix begynder at sende ud til kunder i Danmark, gør Netflix opmærksom på, at en konto kan bruges af dem, man bor sammen med.

Hvis man gerne vil dele Netflix-kontoen med personer uden for sin husstand, kan man blandt andet overføre en profil til et nyt medlemskab, som vedkommende betaler for.

Initiativet kommer, efter at Netflix tidligere har varslet, at det vil sætte ind over for, at den samme konto bliver delt mellem flere husstande.

100 millioner snyder

Politiken har tidligere i år beskrevet, at der foregår en omfattende deling af kodeord til streamingtjenesten.

Faktisk er der tale om over 100 millioner husstande på verdensplan, som Netflix vurderer, ser film og tv-serier på tjenesten ved hjælp af andres adgangskoder. Ofte er det familie og venner, der ikke bor sammen, som deler kode.

Netflix har 232,5 millioner betalende abonnenter ifølge nyhedsbureauet AP.

Mister abonnenter

Det koster til gengæld Netflix milliarder af kroner i tabte indtægter, når konti deles, skriver Politiken. Netflix har hidtil ikke reageret på den omfattende deling.

Det var status indtil sidste år, hvor den populære streamingtjeneste for første gang i over et årti mistede abonnenter.

I første kvartal i år begyndte Netflix at tilbyde betalt deling af konti i fire lande, Canada, New Zealand, Portugal og Spanien.

Lovende resultater

Det vil sige, at man kan betale ekstra hver måned, så en til to mennesker, man ikke bor med, kan bruge kontoen.

- Resultaterne er lovende. Vi planlægger at rulle det bredt ud i andet kvartal, også i USA, skrev Netflix i sin regnskabsrapport i april.

Netflix blev grundlagt i 1997. Det begyndte som en service, hvor man kunne leje film og tv-serier i fysiske formater. I 2007 lancerede selskabet sin streamingtjeneste, som det er kendt for i dag.

Netflix vurderer, at over 100 millioner husstande på verdensplan ser film og tv-serier på tjenesten ved hjælp af andres adgangskoder. Imens har Netflix 232,5 millioner betalende abonnenter, skriver nyhedsbureauet AP. (Arkivfoto).
Netflix vurderer, at over 100 millioner husstande på verdensplan ser film og tv-serier på tjenesten ved hjælp af andres adgangskoder. Imens har Netflix 232,5 millioner betalende abonnenter, skriver nyhedsbureauet AP. (Arkivfoto).

Netflix

Netflix blev grundlagt i 1997, hvor det var tiltænkt som et alternativ til video-udlejningsbutikker. 

Tanken var i starten, at man kunne leje og købe DVD'er gennem selskabet, som man fik tilsendt med posten. 

Det voksede sig dog til en streaminggigant.

Netflix blev grundlagt af amerikanerne Marc Randolph og Reed Hastings.

I 2012 blev Netflix tilgængeligt i Danmark

Kilde: Wikipedia
Powered by Labrador CMS