Nu fyrer Danske Bank medarbejdere
Danske Bank skal skære udgifter væk og har derfor fyret 52 i divisionen Group Service i Høje Taastrup.
Danske Bank har i sine bestræbelser på at effektivisere afskediget 52 medarbejdere fra divisionen Group Service i Høje Taastrup.
– Baggrunden for afskedigelserne er, at vi er på et meget konkurrencepræget marked, hvor der er lav vækst. Det gør, at vi hele tiden er nødt til at se på, hvordan vi kan gøre tingene mere omkostningseffektivt, siger Anne Melchiorsen, underdirektør i Group Services, til Ritzau Finans.
Group Service har 3000 medarbejdere, hvor knap halvdelen er placeret i Høje Taastrup. Enheden fungerer som støttefunktion til bankens afdelingsnet og står blandt andet for det administrative bag kreditansøgningerne.
– Vi arbejder løbende med at gøre arbejdet i de funktioner mere effektivt blandt andet ved at automatisere og også ved at optimere de forskellige processer. Det er det, der er baggrunden for de afskedigelser, vi har gennemført i dag, siger Anne Melchiorsen.
Fordi der er udsigt til fortsat lav økonomisk vækst i samfundet, nødvendiggør det for Danske Bank en fortsat stræben efter at nedbringe omkostninger, siger Anne Melchiorsen.
/ritzau/