Nu forlader han Margrethe Vestager
Hendes højre hånd har fået job i Den Europæiske Centralbank
Margrethe Vestagers højre hånd forlader den danske kommissær til fordel for et job i Den Europæiske Centralbank.
Det fremgår af en pressemeddelelse.
Kim Jørgensen har tidligere været kabinetschef for konkurrencekommissæren, men skal fremover være generaldirektør i centralbanken.
Fremover bliver Stina Soewarta kabinetschef for Vestager, der er en af tre ledende næstformænd i kommissionen.
- Jeg ser meget frem til, at byde Stina velkommen om bord. Jeg kender hendes evner, måden hun arbejder på, og jeg deler og sætter meget pris på hendes tilgang til holdarbejde, siger Vestager i meddelelsen.
Skal lede Vestagers ansatte
Den 55-årige jurist har tidligere stået i spidsen for EU-Kommissionens afdeling i København og har senest været enhedschef i HR-afdelingen.
Som kabinetschef skal hun lede Vestagers nærmeste ansatte.
Jørgensen har tidligere været Danmarks EU-ambassadør i omkring fem år, inden han skiftede til jobbet som chef for Vestagers kabinet i EU-Kommissionen.
Som ambassadør havde han ansvaret for at klæde de danske ministre på inden møder i ministerrådet.
59-årige Kim Jørgensen er uddannet cand.mag. i historie fra Københavns Universitet i 1989.
Han har en lang karriere bag sig som topdiplomat i den danske udenrigstjeneste.
Han er blandt andet tidligere ambassadør for Danmark i Ankara, ligesom han også har arbejdet på ambassaderne i både Paris og Berlin.
.