Nu falder hammeren: 10 sigtet for menneskesmugling
Siden den 6. september er i alt 10 personer blevet sigtet for menneskesmugling i Danmark af Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.
– Vi har i den forløbne periode sigtet en række personer for menneskesmugling. Det er såvel udlændinge som herboende danskere, der er sigtet. Og det er stadig vigtigt at understrege, at det er ulovligt at fragte udlændinge uden gyldigt rejse-ID ind eller gennem landet, siger Kim Kliver, politiinspektør, i en pressemeddelelse.
I samme periode har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi anholdt 32 udlændinge med henblik på hjemsendelse. 25 af dem er allerede blevet sendt hjem.
Samtidig har politiet det seneste døgn kontrolleret 50 køretøjer, hvoraf to kørte ulovligt med udlændinge.
– Vi fortsætter arbejdet med at normalisere vores kontrolindsats ved færgehavnene, og vi får stadig assistance fra andre politikredse,« siger Kim Kliver.
Ifølge Rigspolitiet er der siden 6. september kommet mindst 5.800 flygtninge og migranter til Danmark. Tallet kan dog være markant højere, erkender politiet, der baserer tallet på skøn og observationer.
Statsminister Lars Løkke Rasmussen (V) rejser torsdag til Bruxelles for at holde møder med formanden for Det Europæiske Råd, Donald Tusk, formanden for EU-Kommissionen, Jean-Claude Juncker, og den danske kommissær, Margrethe Vestager. Her skal de blandt andet diskutere den aktuelle flygtninge- og immigrationssituation i Europa.