Nu er Odenses tigerkillinger klar til træning
Tigerkillingerne i Odense ZOO er nu klar til at deltage i træningen sammen med tigermor
For første gang deltog Odense ZOOs tigerkillinger i træningen. Det var med forsigtighed, at de tre tigerkillinger fulgte med, da tigermor blev trænet af dyrepasser Signe Kusk på træningsplatformen.
Den sibiriske tiger er et sky dyr og det er positivt tigerkillingerne lærer, at dyrepassere er nogle man kan stole på. Det er vigtigt for killinger og dyrepasser at opbygge et tillidsfuldt forhold via træning, så eksempelvis sundhedstjek bliver lettere og så er træningen også med til at berige dyrenes hverdag. Dyrepasser Signe Kusk var eksempelvis ikke med til killingernes nylige vaccination, da det ikke er en så behagelig oplevelse for killingerne, og de kan finde på aldrig at ”tilgive” dyrepasseren.
De tre killinger har indtil videre været meget sky i forhold til ZOOs tidligere killinger. Det har været svært for Signe Kusk at vinde deres tillid, da de har dannet base i den redekasse, der befinder sig ude i anlægget og som dyrepasseren ikke har adgang til. En af grundene er sandsynligvis, at de er tre søskende og derved har flere ”legekammerater” end ZOOs tidligere tigerkillinger. De har flere at øve deres færdigheder med og opsøger derfor ikke dyrepasseren på samme måde.
Signe Kusk træner tigerne blandt andet ved at stikke kød på en pind ind gennem tremmerne ved træningsplatformen. Moderen kom først hen til platformen og killingerne kom luntende efter, da de observerede, at moderen syntes, situationen var okay. Moderen gik kort efter, men den ene killing blev og slikkede forsigtigt på kødet. Dyrepasseren prøvede at lave lyde til killingen for at hilse på den, og killingen svarede igen. Lydene som dyrepasseren laver for at få kontakt til tigerne minder om prustelyde, som tigerne laver.
Dyrepasser Signe Kusk håber på, at killingerne de næste par måneder vil deltage flere gange i træningen. Tigertræningen i ZOO er nemlig frivillig for tigerne og er på dyrenes præmisser. Hun vil i fremtiden blive ved med at prøve og lokke dem hen til træningsplatformen med kød. De tre er også begyndt at interessere sig mere for kød end mælk og er begyndt at tage godt fra af kødet.