Nu er Loyal To Familia ulovlig
Københavns Byret forbyder banden Loyal To Familia, der skal opløses. Fredagens dom er den første af sin slags.
Fredag faldt der dom i Københavns Byret i forbudssagen mod LTF, der har været forbudt siden 4. september 2018, hvor Københavns Politi nedlagde et foreløbigt forbud mod grupperingen.
Københavns Byret har nu afsagt dom og givet anklagemyndigheden medhold i, at LTF er en forening, der i strid med grundlovens § 78 anvender vold og strafbare midler til at nå sit mål. Byretten har også fastslået, at det foreløbige forbud med LTF er lovligt.
Det glæder chefanklager Ida Sørensen fra Københavns Politi, siger hun i en pressemeddelelse:
– Det er en principiel og historisk dom i kampen mod kriminelle bander og organiseret kriminalitet. Vi har i dag fået byrettens ord for, at LTF er en grundlovsstridig forening, der bruger vold og andre strafbare midler til at opnå kriminelle formål, og det er vi meget tilfredse med. Samtidig har byretten godkendt, at det var nødvendigt at hensyn til borgernes sikkerhed og den offentlige orden at nedlægge et foreløbigt forbud mod LTF allerede den 4. september 2018, siger chefanklager ved Københavns Politi, Ida Sørensen.
Langtstrakt retssag
Forbudssagen mod LTF blev indledt ved Københavns Byret den 6. februar 2019.
Den har strakt sig over 27 retsdage, der er ført 59 vidner fra anklagemyndighedens side, og sagen har omfattet mere end 13.000 rapportsider.
Anklagerne har i sagen gennemgået flere end 30 tidligere straffedomme mod medlemmer af LTF, der sammenlagt har ført til 109 domfældelser og 344 års fængsel.
Grundloven §78 stk.2: Foreninger, der virker ved eller søger at nå deres mål ved vold, anstiftelse af vold eller lignende strafbar påvirkning af anderledes tænkende, bliver at opløse ved dom.
Historisk
Kun to gange tidligere har en domstol opløst en forening i Danmark. Første gang var i 1874, da Den Internationale Arbejderforening – en forløber til Socialdemokratiet – blev opløst, fordi man anså den for at have et samfundsomstyrtende formål.
Anden gang var i 1924, da foreningen Nekkab blev forbudt. Foreningen var et samlingspunkt for blandt andre homoseksuelle, og den var forbudt dengang.
Bestemmelsen blev indført i Grundloven i 1953, og formålet var at ramme nazikorps og andre, der udgør en trussel mod statsmagten og de grundlæggende frihedsrettigheder, har advokat Michael Juul Eriksen påpeget.
Men retten fastslår i dommen, at banden ligner en forening. Blandt andet blev der under en ransagning fundet et organisationsdiagram.